Fortsæt til indhold

Corona: Hjælpepakker får blandet modtagelse hos dele af erhvervslivet på Djursland

Business Djurslands spurgte før påske godt 400 lokale virksomheder, hvordan Coronakrisen påvirkede dem. Godt 40 af dem svarede tilbage inden for den fastsatte tidsfrist

Samfund
Lars Norman Thomsen

Over halvdelen af de virksomheder, der før påske besvarede Business Djurslands undersøgelse om Corona-krisens aftryk på Djursland svarede tilbage, at de at de i høj/meget høj grad er påvirket negativt af situationen.

Virksomhederne ser overvejende positivt på regeringens hjælpepakker og initiativer, idet over 39 procent af dem angiver, at de i høj/meget høj grad vil have en positiv effekt. Kun lidt over ti procent har ikke den store tiltro til effekten af hjælpepakkerne.

Størst tiltro har man til branchepakkerne og løntilskudspakken. Mindst tiltro har man til bankpakken, kommunale projekter, straksbetalinger og udskydelse af moms og B-skat, der ikke vurderes til at have nogen afgørende effekt for virksomhederne.

At situationen er alvorlig understreges af, at næsten 40 procent i høj/meget høj grad oplever Coronakrisen som en trussel imod virksomhedens eksistensgrundlag.

Surveyen eller spørgeskemaundersøgelsen blev rundsendt til en bredere gruppe af virksomheder, og ikke kun medlemmer af Business Djursland, på godt 400, fortæller forretningsudvikler Ole Svit, Business Djursland.

"Ti procent (godt 40, red.) af dem lavede en besvarelse på 48 timer," afslører Ole Svit, der fastholder, at undersøgelsen er repræsentativ trods det relativt lave antal besvarelser.

"Besvarelserne bekræfter meget fint, det jeg også hører fra virksomhederne. De skal formodentlig tages som et udtryk for virksomhedernes nu og her vurdering, med et kort perspektiv. Vi vil derfor også gentage undersøgelsen primo maj," siger Ole Svit.

Flere virksomheder har tillige leveret konkrete forslag til flere initiativer, som Business Djursland kan sætte i værk for erhvervslivet for at afbøde krisen, fortæller forretningsudvikleren, der tiltrådte sin stilling tidligere på året efter en lang årrække som direktør hos Viden Djurs.