Fortsæt til indhold

Jægerne gør klar til at nedlægge 1500 rågeunger

Bestanden er vokset, så jægerne regner med, at der skal reguleres betragteligt i anlægget i år

Samfund
Arkiv

Grenaa Den 1. maj begynder reguleringen af rågeunger i Anlægget i Grenaa. Det er Grenaa Jagtforening, der i lighed med de foregående elleve år forestår arbejdet i samarbejde med Norddjurs Kommune.

”Hidtil er det lykkedes at reducere rågekolonien betragteligt i forhold til den oprindelige størrelse, men de sidste to år har vi konstateret, at rågebestanden er vokset, og i 2019 endda ganske betragteligt," fortæller Erik Bjørnlund fra Grenaa Jagtforening.

Måske flyttet

Årsagen til den voksende bestand er ikke helt klar, men tidligere kolonier ved både Enslevgården, Østre Skole og Frejasvej er forladte, og den tidligere meget store koloni ved Hessel er kraftigt reduceret. Så noget tyder på, at en stor del af rågerne fra andre dele af byen er flyttet til Anlægget.

”Da vi sidste forår blev opmærksomme på, at kolonien midt i Grenaa var vokset fra 490 til 660 reder, og dermed - alt andet lige – ville generere en bestand på i alt ca. 4.300 larmende og svinende individer, når både de voksne fugle og ungerne tælles med, satte vi alle sejl til og intensiverede reguleringen. Vi øgede antallet af reguleringsjægere. Det resulterede i, at der blev nedlagt 1400 rågeunger i de seks uger, reguleringen må foregå," siger Erik Bjørnlund.

Redetællingen her den 1. april viser desværre, at kolonien på trods at den ekstraordinære indsats sidste år er vokset - omend marginalt. Der er optalt i alt 693 reder i Anlægget.

Grenaa Jagtforening har derfor valgt igen i år at udvide reguleringskorpset. Der er udvalgt 42 medlemmer, som her fra 1. maj på skift kan ses i Anlægget iført gule sikkerhedsveste med salonriflen over skulderen på udkig efter de rågeunger, der hopper ud af reden. Det er nemlig kun ungerne, der må nedlægges. De voksne fugle er fredet.

”Vi vil fortsat lægge et hårdt pres på kolonien. Vi håber, at vi kan reducere bestanden, så det bliver nemmere for de nærmeste beboere at udholde et så tæt naboskab med de larmende fugle. Vi satser på at nedlægge omkring 1500 unger inden den 15. juni, hvor det hele slutter. Så ud over at deltage i en krævende og spændende jagt, kan jægerne se frem til et par gode middage med stegte rågeunger i flødesovs”, slutter Erik Bjørnlund.

-SC