De første virtuelle social- og sundhedsassistenter
Mandag morgen blev der skrevet historie, da Social- og Sundhedsskolen i Grenaa dimitterede de allerførste 'virtuelle' social- og sundhedsassistenter.
grenaa Et 'stort tillykke med uddannelsen' fra eksaminator og så et tryk på den røde knap 'afslut opkald' er ikke den måde en eksamen normalt slutter på, men sådan ser virkeligheden ud i disse uger, hvor Social- og Sundhedsskolen i Grenaa er lukket på grund af coronavirus. Mandag morgen dimitterede skolen de første social- og sundhedsassistenter med en virtuel afslutningsprøve, hvor eksamenslokalet var skiftet ud med et videoopkald.
Marlene Jensen er en af eleverne, der satte sig foran skærmen sammen med hendes lærer og en censor i den anden ende og tre kvarter efter kunne kalde sig social- og sundhedsassistent. Selvom det selvfølgelig var en noget anderledes situation, så gav det det hende ligefrem en fordel at være hjemme, fortæller hun.
"Det er næsten bedre for mig, at jeg sidder herhjemme i vante omgivelser, end hvis jeg var på skolen, hvor man kan blive distraheret af andre mennesker. På denne måde kunne jeg få lov at fokusere bedre," siger Marlene Jensen og fortsætter:
"Den eneste udfordring var, at jeg kun kunne se enten censor eller min lærer, så det kan godt være lidt mærkeligt, at jeg ikke kunne se deres ansigtsudtryk, når jeg sagde noget. Men det gik det hele."
I sidste uge blev en nødlov vedtaget, der betyder, at landets uddannelsesinstitutioner nu kan gennemføre de afsluttende prøver virtuelt. I den kommende tid kan skolen således holde afsluttende eksamener for flere hold social- og sundhedshjælpere og assistenter samt pædagogiske assistenter, der dermed kan komme ud og gøre nytte, hvor der er stærkt brug for dem i disse tider.
"Det er rigtig positivt, at vi kan afslutte vores elevers uddannelser, selvom skolen er fysisk lukket. Vi har knoklet for at stable både virtuel undervisning og virtuelle prøver på benene de sidste uger, så eleverne ikke får forlænget deres uddannelse. Der skal også lyde en stor ros til lærerne og eleverne for at tage udfordringen op og gennemføre både undervisning og nu også prøverne under disse anderledes forhold," siger direktør på Randers Social- og Sundhedsskole Maria Dyhrberg Rasmussen.
Marlene Jensen skal starte på hendes arbejde på onsdag og usikkerheden om hun kunne nå at blive færdig til tiden har været hårdt, så hun er glad for at hun nu har afsluttet sin uddannelse.
"Det har været hårdt ikke at vide, om man er købt eller solgt og ikke kunne sige til min arbejdsgiver, om jeg ville blive færdig til tiden. Jeg har jo ikke haft de andre elever at sparre med som sædvanligt, men min vejleder har været helt fantastisk og jeg glæder mig bare til at komme på arbejde," siger Marlene Jensen.
mj