Fortsæt til indhold

"Svære følelser kan blive en drivkraft"

Ny single fra Helene Bak, Skanderborg, der ved tidligere udgivelser er blevet rost til skyerne af anmeldere

Samfund
Anette Bonde

musik 'Dansk kunstner i international klasse og helt bestemt en sanger og sangskriver, vi kommer til at høre mere til'. 'Hun har noget på hjerte, og hun formår at formidle dette noget'. 'Helenes talent lader sig ikke sætte i bås.

Hun skriver og synger ganske enkelt for godt til at lægges i lænker'.

Det er flotte anmeldelser, Helene Bak, Skanderborg, har fået af sine tidligere udgivelser. Ordene herover kunne læses i Rootszone, musikmagasinet Gaffa og BT.

Nu lader hun høre fra sig igen med sin single 'Fuel to the flame', der er på gaden 3. april. Den følges senere op med albummet 'Under One Roof'.

Om at rejse sig igen

Helene Bak fortæller, at ”Fuel To the flame” har et helt klart budskab, der rammer præcist ind i den aktuelle corona-krise. Det er, at det ikke er det, der vælter dig, der skaber dig, det er hvordan, du rejser dig igen.

"Min single handler om, hvordan svære oplevelser sidder fast i en og bliver ved med at brænde, men hele nummeret og udtrykket er samtidig farvet af, hvordan disse følelser også kan blive en drivkraft. Den situation hele verden står i lige nu, er vel nærmest et traume - det er noget vi vil huske for altid, noget der virkelig sætter sit aftryk i os som mennesker. Men denne oplevelse kan potentielt smede os sammen som samfund og verdenssamfund. Oplevelsen vil gøre os stærkere i fremtiden og vil hjælpe os med at huske på, hvor meget vi kan udrette, hvis vi står sammen. Selv om det gør ondt nu og det stadig vil gøre ondt om et år, giver det os også en drivkraft, som nok skal føre os videre i den rigtige retning."

Musikken har hjulpet Helene Bak med at bearbejde mange oplevelser, hun har haft i sit liv.

"Forhåbentlig kan musikken også være med til at hele os mennesker og binde os rigtigt sammen igen, når 'stormen' har lagt sig, og vi igen tør åbne vores hoveddøre og lukke verden ind.”

Helene Bak brød igennem lydmuren i 2015 med sit mere jazzede debutalbum 'Oh So Quiet'. Også på nye album 'Under One Roof' tager hun jazzen med ind i singer-songwriter-traditionen.

Musiklærer og musiker

Helene Bak har boet i Skanderborg i lidt over to år. Hun bor sammen med sin kæreste og deres datter på halvandet år.

Når hun ikke skriver musik eller optræder, underviser hun tre dage om ugen i klaver, sang, sangskrivning, teori og hørelærer på Hedensted Musikskole og Vejen Musikskole.

Resten af tiden spiller hun musik.

Efter sin debut med 'Oh So Quiet' i 2015 har hun udgivet flere udgivelser og har spillet masser af koncerter med sin egen musik både solo og med sit band.

Derudover spiller hun til alt mellem himmel og jord: bryllupper, fester, receptioner, begravelser, festivaller og meget andet.