Marienhoffskolen tæt på ny skoleleder
Fem kandidater skal til ansættelsessamtaler tirsdag, inden den måske afgørende runde for et mindre felt fredag
RYOMGÅRD Der er stor sandsynlighed for, at navnet på Marienhoffskolens nye skoleleder kan afsløres i slutningen af den kommende uge.
14 ansøgere har lagt billet ind på, at tage over efter Birgitte Agersnap, der med udgangen af februar stoppede seks års virke på Marienhoffskolen for i stedet at blive skoleleder på Elsted Skole.
Coronakrisen har tvunget ansættelsesudvalget til at lave om på den oprindelige tidsplan for, hvornår samtalerne skulle foregå, men nu sker der noget.
Tirsdag er første ansættelsesrunde, mens fredag er afgørelsens time.
Fem kandidater er valgt ud til at være med tirsdag, og det bliver på helt andre vilkår end traditionelt ved den slags seancer.
En del af ansættelsesudvalget vil nemlig være med på en Skype-forbindelse, mens kun skolechef (Børn og læring) Per Viggo Larsen, Syddjurs Kommune, konstitueret skoleleder Birger Graversen, Marienhoffskolen, og en repræsentant fra Syddjurs Kommunes HR-afdeling vil være at finde fysisk i lokalet sammen med ansøger.
"Vi har naturligvis respekt for de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har meldt ud. Derfor er vi nødt til at gøre det sådan," siger skolechef Per Viggo Larsen.
Flot ansøgerfelt
Per Viggo Larsen glæder sig over, hvad han kalder "et stærkt ansøgerfelt".
"Der er valgt fem ud til første runde, som umiddelbart alle er særdeles kompetente, og i disse tider er det fantastisk med så mange ansøgere. Det fortæller mig bare, at interessen for at blive skoleleder på Marienhoffskolen er meget stor."
De kandidater, der går videre til ansættelsesrunde nummer to om fredagen, skal inden da gennemgå en test.
Marienhoffskolen efterspørger en ny leder, der opfylder følgende fire kriterier:
- har ledelseserfaring
- tør opstille tydelige rammer
- velfunderet i tidens pædagogiske og faglige udvikling.
- stærk på trivsel og trivselsværdier