Fortsæt til indhold

Ree Park Safari åbner den 25. april kl. 10

Rigspolitiet har vurderet, at Ree Park Safari må holde åbent. Der er visse ændringer i forhold til et normalt besøg for at følge de nationale retningslinjer for færdsel på offentligt tilgængelige steder

Samfund
Katharina Andersen

Ebeltoft Så er der godt nyt til dem, der savner at besøge dyrene i den lokale dyrepark. Ree Park åbner igen lørdag den 25. april, efter Rigspolitiet har givet grønt lys til dyreparken.

DAZA, Danish Association of Zoos and Aquaria, som er de største safariparker, zoos og akvarier i Danmark, har lavet en fælles strategi for genåbning af attraktionerne. Ree Park Safari og Knuthenborg bliver de første, der åbner og de øvrige følger i begyndelsen af maj. Da Ree Park Safari strækker sig over et 45 ha stort areal, er det blevet vurderet, at gæster har rig mulighed for at besøge parken og dyrene uden at gå på kompromis med myndighedernes anvisninger, lyder det fra Ree Park.

Ingen fodringer

Selvom parken nu åbner, så er der stadig visse regler, der skal følges. Det vil fx ikke være muligt at overvære daglige fodringer, hvor guider fortæller om dyrene, fordi der ikke kan holdes nok afstand, og så vil der, af hensyn til dyrene og den potentielle smittefare, forekomme mindre ændringer i gæsternes normale færdselsmønster og muligheder i parken.

Land Rover Safari, men ingen tog

Det vil stadig være muligt at tage på Land Rover Safari, dog er antallet af gæster pr. afgang reduceret, så der sikres tilstrækkelig afstand. Amerika Expressen vil i første omgang blive holdende på Central Station. Det er på nuværende tidspunkt ikke besluttet, hvornår toget vil køre igen. Så snart det vurderes at være forsvarligt, vil Amerika Expressen køre med reducerede antal passagerer.

Udsalgssteder vil være åbne som take-away, og gæsterne skal sidde udendørs og nyde maden, ligesom det kun vil være muligt at være 10 personer inde i caféen ad gangen. Der vil samtidig være udsalgssteder, som flyttes ud i parken, og borde og bænke rundt i parken rengøres jævnligt.

Mens parken har holdt lukket, har foråret gjort sit indtog hos dyrene, og ifølge Ree Park er der allerede født en del dyreunger, bl.a. hos girafferne og vandbukkene på savannen, og der er godt gang i vildhundehvalpene og løveungerne.