Fortsæt til indhold

HF-elev tilbage på gymnasium efter corona-pause: "Ingen respekterer reglerne"

Eleverne har tilsyneladende mere end svært ved at overholde corona-reglerne i pauserne.

Samfund
Redaktionen

I dag var afgangseleverne på de danske gymnasier tilbage i skole efter flere uger med hjemmeundervisning og selvstudie under coronakrisen.

Gymnasierne har haft travlt med at indrette skolerne, så eleverne kan overholde reglerne om afstand for at begrænse virussmitten, men en ting er skolens forberedelser - en anden er elevernes opførsel.

Lokalavisen.dk har talt med en HF-elev fra et nordsjællandsk gymnasium, der ønsker at være anonym, og hun har i dag set rigtig mange, som ser stort på reglerne - særligt i pauserne.

"I timerne sidder man på sine pladser, og det går ok, men det fungerer overhovedet ikke i pauserne. Der er ingen, der respekterer reglerne, og der bliver gjort tykt grin med retningslinjerne om, at man skal holde afstand til hinanden, bruge håndsprit osv. Folk tager det simpelthen ikke seriøst. De sidder tæt sammen på græsarealerne udenfor og på trapperne. Jeg har set store grupper på helt op til omkring 20 personer hænge ud sammen, og der var bestemt ikke to meter mellem dem," lyder det fra eleven, som fortæller, at indstillingen blandt eleverne bar præg af holdningen: "Jeg er jo ikke syg, så come on, lad nu vær med at være så hysterisk."

Lokalavisen.dk er bekendt med, at skoleledelsen på det pågældende gymnasium på forhånd har meldt ud, at man bliver sendt hjem, hvis man ikke respekterer reglerne. Det har tilsyneladende endnu ikke haft en afskrækkende effekt endnu.