Fortsæt til indhold

Debat: Politikerne har glemt de ledige

Samfund
Joan Brøgger,; Formand for 3F Djursland

DEBAT Corona-krisen har kastet tusindvis af lønmodtagere ud i ledighed. I Syddjurs kommune er tallet vokset med 39,7 % og i Norddjurs er tallet vokset med 42,3 % siden corona-krisen brød ud den 12. marts.

Desværre tror jeg, at ledigheden vil vokse yderligere de kommende måneder. Det betyder, at rigtig mange familier i vores lokalområde helt uforskyldt ryger på dagpenge og får store økonomiske problemer.

For faktum er, at mange fra den ene dag til den anden pludselig ser deres økonomiske tryghed fordufte. Mange vil opleve, at der pludselig er 6.000-7.000 kroner mindre på kontoen til den første.

Hvis begge forældre i en familie bliver ledige, så gang beløbet med to! Det er en alvorlig økonomisk bet for de fleste.

Politikerne har gjort rigtig meget for at holde hånden under virksomhederne i denne svære tid. Det er godt. Men indtil videre har de stort set glemt de corona-ramte lønmodtagerne uden for arbejdsmarked.

På en måned vi fået 45.000 flere ledige i Danmark. Bag hvert tal er et menneske og deres familier. Når de er ramt, er Danmark ramt. Vi er alle ramt.

Politikerne må give en økonomisk håndsrækning til alle de lønmodtagere, der er blevet arbejdsløse som følge af corona-krisen.

Dagpengene har de sidste mange år mistet værdi. Det er med andre ord blevet sværere at være ledig. 3F foreslår et midlertidigt tillæg til dagpengene eller en anden form for håndsrækning.

For helt almindelige familier risikerer korthuset at falde sammen i en situation, hvor det er meget, meget svært at finde et nyt job.

Jeg synes ikke, det kan være meningen, at helt almindelige lønmodtagere skal gå fra hus og hjem, mens virksomhedsejere og selvstændige holdes oppe med statstilskud i baglommen.

Vi skal have gang i økonomien, siger politikerne. Så lad os dog give de fyrede lønmodtagere en økonomisk håndsrækning, så de kan opretholde deres forbrug i de kommende måneder. Tro mig! Hver en krone vil blive brugt på rugbrød og leverpostej.

Det tror jeg, at forretningslivet her på Djursland vil være rigtig glade for. Og det skylder vi de lønmodtagere, der helt uden skyld er blevet arbejdsløse som følge af krisen.