Nu er Forstas på fortove i Favrskov
Den 1. april var der vagtskifte hos entreprenørerne, som står for vedligeholdelse af offentlige arealer i kommunen
“Vi er lige kommet hjem fra et par dage i Tyskland, hvor vi var nede at se vores nye traktor, der skal klippe græsrabatter og vaske vejskilte i Favrskov Kommune.”
Simon Mønster er entrepriseleder hos Forstas A/S i Søften, som her 1. april overtog en stor del af den kommunale vedligeholdelse, som HedeDanmark ellers har stået for.
LÆS OGSÅ: LOKALT FIRMA FÅR EN DEL AF DET GRØNNE
Nyt materiel i brug
Forstas vandt en udbudsrunde foran konkurrenterne, så nu står der Forstas på jakker og arbejdsmaskiner, som vi møder på vejen de næste par år.
Og materiellet er også up-to-date.
I dag er de et par mand i Borgergade i Hinnerup. Et nyt fortov er påkrævet.
Morten Brøsted kører sin minigravemaskine på dens jomfrutur.
“Den er helt ny. Det er første dag,” siger Morten med et smil på bredde med grabben.
Traktorfabrikken
Han og kollegaen Stig Søe-Thomsen - der skal have den nye traktor hjem fra Tyskland i den kommende uge - var sammen med Simon Mønster på fabrikken 700 km nede i Tyskland, hvor der blev studeret svejseri og de finere detaljer ved bygning af traktorer.
“De to har fulgt mig gennem de sidste tre-fire-fem år. Da jeg skiftede firma, flyttede de med. Dem ved jeg, hvor jeg har, og hvad de kan udrette,” siger Simon Mønster, inden han lige får en snak om opgaven i Hinnerup med sine folk.
“Vi har de to maskinførere på for at grave op. Siden kommer der brolæggere, og så er vi sikkert færdige her i løbet af en uge.”
Forstas A/S, som bor på Sigma i Søften, beskæftiger 80 gartnere, som tager sig af hele Jylland og Fyn. I Favrskov Kommune er der afsat en styrke på 8-10 mand til at varetage opgaverne.
VED DU DETTE: Et hul i vejen eller en opkørt vejrabat - så brug denne app for at få hjælp: GIV ET PRAJ