Fortsæt til indhold

Bestil en Læsepose

Samfund
Arkiv

kultur Favrskov Bibliotekerne tilbyder læsestof 'to go' i lukkeperioden.

Mange læseheste er for længst løbet tør for læsestof i denne tid, hvor det meste af Danmark er lukket ned. De kan glæde sig over, at Favrskov Bibliotekerne nu tilbyder at pakke en pose med bøger for enhver smag til afhentning.

Er man oprettet som låner på Favrskov Bibliotekerne, kan man på favrskovbib.dk udfylde en formular med informationer om, hvem i husstanden der mangler læsestof og angive ønsker til emne eller genre. Der kan ikke bestilles specifikke titler. Har man en reservation stående på biblioteket, kan den også komme i posen. Der kan naturligvis også bestilles andre materialer end bøger, fx film og tidsskrifter.

En måned

Lånetiden for materialerne er en måned, og skulle lukkeperioden blive yderligere forlænget kan materialerne beholdes til en uge efter genåbning.

Favrskov Bibliotekerne er gået i samarbejde med lokale butikker i Ulstrup, Hammel, Hadsten og Hinnerup, så Læseposerne kan afhentes der. Pakningen og håndteringen af Læseposer foregår efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer og er godkendt af Favrskov Kommune og Sundhedsstyrelsen.

Der er fortsat mulighed for at benytte bibliotekets mange digitale tjenester, eReolen, Filmstriben og mange flere, og der er også fortsat skruet op for antal lån, så man har adgang til 10 titler om måneden, så længe bibliotekerne er lukket ned fysisk. Læs mere på favrskovbib.dk om bibliotekets mange tilbud.

mj