31-årig død efter eksplosionsulykke
Eksplosionen på Grenaa Skibsværft har kostet 31-årig livet
GRENAA Eksplosionsulykken torsdag formiddag på Grenaa Skibsværft har nu kostet en af de tre hårdt kvæstede livet. Lørdag klokken 17 døde en 31-årig mand fra Grenaa på Rigshospitalet i København af sine kvæstelser.
"Det er meget, meget trist," siger Esben Møller, der er bestyrelsesformand for Grenaa Skibsværft til avisen. Værftet er en del af HSM Industri, som Esben Møller har stiftet i 1975, mens han endnu var i smedelære og siden udviklet til en af Grenaas mest succesrige virksomheder.
Det er kun anden gang på over 40 år, at flaget må gå på halv på HSM Industri efter en arbejdsulykke med dødelig udgang. En 50-årig mand mistede i 2018 livet på smedevirksomheden på Bredstrupvej - og nu altså en 31-årig mand død på sin arbejdsplads, skibsværftet på Grenaa Havn.
Tre lægehelikoptere samt en stribe ambulancer, brandbiler, politipatruljevogne og akutbil var i brug på Grenaa Havn torsdag formiddag. Klokken 9.38 blev der slået alarm fra Grenaa Skibsværft, hvor man var i gang med en arbejdsopgave på skibet "Grete Fighter", da der skete en stor eksplosion - måske fra udsivende gas, som steg i mængde under en spisepause - og så eksploderede, da der igen skulle arbejdes. Eller fra dieseldampe fra brændstof i skibets bund, som så er blevet mættet med den rette mængde ilt til at kunne eksplodere.
Ser frem til forklaring
"Det skal jeg ikke gisne om, men jeg ser frem til, at myndighederne kan melde ud som en forklaring på, hvad der gik galt, så vi kan lære af det," siger Esben Møller.
Han fortæller, at Arbejdstilsynet og politiet har afsluttet undersøgelsen af skibet, som nu er frigivet igen til at blive arbejdet på.
De tre hårdt kvæstede blev fløjet til behandling på Rigshospitalet i København. Men den 31-årige, der var voksenlærling på Grenaa Skibsværft, kunne ikke reddes. Han var sammen med sine kolleger i gang med svejsearbejde på "Grete Fighter", da eksplosionen skete og var den hårdest medtagne af de tre.
De to andre tilskadekomne er en 53-årig mand fra Syddjurs og en 50-årig mand fra Vestfyn.
"Vi har fra hospitalet fået at vide, at den ene medarbejder er meget forbrændt, men er ved bevidsthed. Den anden er blevet opereret for kraniebrud og ligger i respirator, men operationen gik godt," siger Esben Møller.
Efter ulykken fik værftets medarbejdere krisehjælp i form af samtaler med et psykologteam.