Fortsæt til indhold

Fra frivillig på deltid til jagthunde-konsulent på fuld tid

Ove Dam Hedegaard har fået sit drømmejob i "jægerforbundet" efter et langt liv som ildsjæl i foreningslivet

Samfund
John Pedersen

AUNING En drøm er gået i opfyldelse for Ove Dam Hedegaard fra Auning.

Efter et langt liv som frivillig i foreningslivet - først i Auning Jagtforening og siden i Djurslands Jagthundeklub - er Ove nu ansat i Danmarks Jægerforbund i en stilling som jagthunde-konsulent.

Hans daglige arbejdsplads er jægerforbundets domicil på Kalø, hvor landskontor og sekretariat har til huse.

Uddannelse og prøver

"Jeg er helt sikkert endt i mit drømmejob som jagthundekonsulent på fuld tid efter jeg i mange år har været frivillig med min store passion - jagten - på deltid", konstatere Ove, der i sit job har ansvaret for uddannelse af instruktører og de mange praktiske opgaver omkring diverse jagthundeprøver",

Ove Dam Hedegaard fortæller, at en af de primære opgaver er at få kendskabet til jagthunden som et redskab for jægerne bredt ud bedst muligt.

"Jo bedre uddannelser vi har, jo bedre vilkår har vi. Og vi arbejder altid på hundens præmisser".

Jagt og politik

Trods sin relativt unge alder - 45 år - har Ove mange års erfaring udi jagt og jagthunde med sig i bagagen.

"Jeg fik mit jagttegn i 2004 og allerede året efter begyndte jeg at arbejde med at komme ud til børn i skoleklasserne og fortælle om jagt og natur".

Ove blev næstformand for Norddjurs Flugtskydningsbane i Ørsted Enge og blev her involveret i det jagtpolitiske arbejde.

Formandsposten i Auning Jagtforening tog han siden på sig og blev i den forbindelse medlem af og formand af Norddjurs Jægerråd.

Denne instans har til formål at sikre jægernes indflydelse lokalt i kommunen og arbejde generelt for jægernes interesser. Jægerrådet er en jagtpolitisk enhed under Danmarks Jægerforbund.

Siden skiftede Ove jagtforeningen ud med Djurslands Jagthundeklub, hvor han sad på formandsposten i knap otte år til han tiltrådte i sin nye stilling som konsulent i jægerforbundet for at undgå habilitetsproblemer

Samtidig gik han ud af jægerrådet af samme grund.

Bredt erfaringsgrundlag

Ildsjæl på foreningsplan og en passioneret jæger og hundemand er Ove dog stadig.

Han har da også fået mulighed for at fortsætte som instruktør på kurser i Djurslands Jagthundeklub, så han ikke slipper det praktiske arbejde med hunden og dens bedste ven - hundeejeren.

I sit nye job bruger Ove også sine forskellige kompetencer, som han har høstet på det private arbejdsmarked blandt andet som partner i virksomhederne Colo - Consulting. Search & Selection og Estimate International.

Men ellers har den passionerede jæger og hundemand en praktisk uddannelse som smed med sig på sit cv fra virksomheden Lindholst i Gjesing, hvor han første gang trådte ind gennem fabriksporten i 1991.

Ove Dam Hedegaard også en bred erfaring fra privat iværksættervirksomhed.

Ove, Odin og Drekie

"Både praktisk og teoretisk kan jeg bruge det jeg har med mig i min rygsæk. For mig gør de faktisk hele forskellen. Jeg er ikke specialist på alle type jagthunde. Men jeg har den faglige forståelse for hvordan det virker, når vi skal lære hundene noget. Og så tror jeg det er vigtigt, at jeg ved noget om mennesker".

Jægerforbundets jagthundekonsulent er også bidt af samarbejdet med de hundredvis af frivillige landet over, der alle gør en stor indsats i det daglige virke i en tid, hvor der hele tiden finder en stor udvikling med ny viden og teorier, om, hvordan man bedst muligt træner sin hund og får det bedste resultat".

Ove ses her sammen med Jytte Harder, der er sekretær for jagthundeområdet og med sine 29 år i Danmarks Jægerforbund er en uvurderlig hjælp for den nye jagthundekonsulent. Privatfoto

Ove Dam Hedegaard er naturligvis også selv den stolte ejer af jagthunde.

Han har netop sent sin fantastiske ni år gamle Odin på en velfortjent pension men har stadig to år gamle Drekie, der på alle måder har gået i en god skole. Både Odin og Drekie er af racen stor labrador.