Strandkær: Fortvivlet familie fanget i eget hjem
Familien Caspersen indespærret i eget hjem ved Besøgscenter Strandkær i Mols Bjerge
STRANDKÆR Susanne Caspersen og hendes famile føler sig indespærret i familiens eget hjem ved Besøgscenter Strandkær i Mols Bjerge.
Årsagen er, at bilerne vælter ind på de små grusveje i og omkring Strandkær, og det tvinger familien til at blive inde i deres have.
Det er ved at gå familien Caspersen så meget på, at de mener Syddjurs Kommune bør lukke besøgscentret og holde folk væk fra området.
Familien har selv sat røde bånd op for at holde folk ude fra deres matrikel.
Syddjurs Kommune har dog som sådan intet med Strandkær at gøre.
Strandkær ligger midt i Mols Bjerge, og det består af både Øvre og Nedre Strandkær.
Nedre Strandkær huser i dag Molslaboratoriet, som ejes af Naturhistorisk Museum i Århus. Gården, som er opført i tiden omkring 1730, bruges bl.a. som udgangspunkt for forskning i Mols Bjerge, men anvendes også som kursuscenter.
Øvre Strandkær er Skov- og Naturstyrelsens Besøgscenter. Her kan man finde udstillinger og informationer om den natur, der findes i området.
Øvre Strandkær ejes af Miljøministeriet, og fra gården styres det kvæg, som man næppe kan undgå at se på bakkerne i Mols Bjerge.