Fortsæt til indhold

Nye åbningstider i Kvickly

Energikrisen får Kvickly i Ebeltoft til at reducere åbningstiden

Samfund

Som et forsøg har Kvickly i Ebeltoft besluttet at reducere åbningstiderne de første tre måneder af 2023. Det betyder, at butikken fremover vil lukke en time tidligere, nemlig klokken 19. Den vigtigste årsag til forsøget er de høje energipriser, men der er også andre grunde, fortæller direktør i Kvickly, Jens Friis:

»Udgangspunktet er de meget høje priser på især el, der har været gennem efteråret. Det faldt lidt i november, men her i december er det steget igen. Så tænkte vi, hvad kan vi egentlig gøre, og den her løsning har ikke bare den fordel, at vi kan spare på strømmen, men også, at vi kan lempe lidt på medarbejdernes aftenarbejde og give mulighed for lidt bedre familietrivsel. Så vi tænkte, det er et forsøg værd.«

Flere tiltag

Kvickly har, som så mange andre forretningsdrivende, allerede gjort en del tiltag for at spare på energien.

»Vores kunder har måske lagt mærke til, at vi har slukket næsten halvdelen af lyset i butikken. Det har vi sparet 15 procent på, og når man som os bruger cirka 100.000 kWh om måneden, så er det jo da noget, der gør en forskel,« siger købmanden, og tilføjer, at de største strømslugere er køl, frost og bageovne, og det er svære ting at spare på.

Kvickly åbner stadig væk for de morgenfriske kunder klokken 07, og hvis man ønsker at handle efter klokken 19, er der fortsat mulighed i den nye Coop365discount, som har åbent til klokken 21.

Søsterbutikken, som skiftede fra Fakta til Coop365discount 10. november, har i øvrigt fået en virkelig god modtagelse, fortæller butikschef Paw Spangsbjerg.

»Vi skal ikke brokke os. Vi har helt sikkert haft en god start. Det er svært at vurdere, om det bare er, fordi folk stadig handler på baggrund af nyhedens interesse, eller om det er, fordi vores kunder har opdaget, at vi har fået et bredere sortiment og billigere priser - det må vi vente nogle måneder med at vurdere.«

Paw Spangsbjerg er spændt på, om ændringen af Kvicklys åbningstid kommer til at betyde flere eller færre kunder i hans butik om aftenen.

»Jeg håber selvfølgelig, vi får lidt flere, når vi nu alligevel er her, men alt andet lige er det nemmere for os at holde længe åbent, for vi er kun to på arbejde om aftenen,« forklarer han.

Forsøget med den nye lukketid i Kvickly varer til påske.

»Så holder vi igen åbent til klokken 20,« afslutter Jens Friis.