Realskolen fejrede Dronning Margrethe
Det blev på mange måder en historisk fødselsdag, da Dronning Margrethe fyldte 80 år 16. april. I hele kongeriget blev hun fejret med sang og flag – på afstand – og også på Skanderborg Realskole fejrede eleverne i de mindste klasser dronningens runde fødselsdag blandt andet ved at tegne tegninger til hende.
I 0. A og 0. B begyndte eleverne, inddelt i fire hold, dagen med at høre og se en lille bog om den kongelige familie. Herefter trak alle i overtøjet, og nogle i udklædningstøjet, og så stillede børn og voksne sig ellers op foran skolen til fødselsdagssang, hvor musiklærer Claus Hald spillede på trompet. Det var festlig start på dagen, og eleverne var gode til at huske at holde afstand mellem de legegrupper, som de var inddelt i på grund corona-krisen.
Efter sangen tegnede eleverne tegninger og farvede dronningekroner til Dronningen, og på kongehusets hjemmeside sendte klasserne også en gratulation med et billede af eleverne ude foran skolen og ønsket om en dejlig dag.
cns