Fortsæt til indhold

En fantastisk far, kærlig ægtemand og god ven er død - alt, alt for tidligt

Indehaver af Nostro Gundestrup grill og pizzaria, Luca Di Mambro, er død. Hustru Chloe Allan skriver sin mands mindeord.

Samfund
Arkiv

Nostro Gundestrup, også kendt som Gundetrup Grill, var lukket mandag.

Madstedet ved Audebodæmningen i Odsherred mistede søndag sin ene ejer, italienskfødte Luca Di Mambro, til kræft. Sygdommen blev konstateret for blot få måneder siden, skriver sn.dk.

Dødsfaldet efterlader Lucas enke, Chloe Allan, i dyb sorg. På Nostro Gundestrups facebookside skriver hun blandt andet om tabet:

"Jeg har ingen ord for, hvor ondt det gør. Luca var en fantastisk far, en kærlig ægtemand og en god ven til mange af jer, og han vil blive savnet af alle, der havde glæden af at kende ham. Jeg håber, I vil bruge et par minutter af jeres tid i dag på at sende ham et par kærlige tanker og mindes, hvordan han var. Selvom I måske kun har mødt ham en enkelt gang, er jeg sikker på, han gjorde et indtryk og måske fik jer til at smile. Luca levede og åndede for NOSTRO, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at få de mange drømme, han og vi havde om stedet, til at gå i opfyldelse. Lucas opskrifter vil leve videre i butikken, og det samme vil hans ånd."