Politiet advarer om kø og kaos: IKEA bestormet af kunder
Fra mandag i den forgangne uge har IKEAs varehuse atter holdt åbent for kunderne dog med en række tiltag, der skal være med til at begrænse smitterisikoen.
Og noget tyder på, at danskerne har savnet muligheden for at komme i de populære varehuse og shoppe boligindretning.
Lørdag er IKEA på Graham Bells Vej i Aarhus således blevet bestormet af kunder, som må stille sig i lange køer og vente på at blive lukket ind.
Østjyllands Politi skriver således på twitter om den voldsomme handle-iver:
"Der er rigtig mange, der har været ude og handle i dag. Det har givet kø flere steder blandt andet i IKEA. Vi er selvfølgelig også til stede. Meldingen er, at der bliver holdt god afstand i køen, og medarbejderne sørger for at retningslinjer bliver overholdt i butikken," lyder det fra vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Tiltag
Ikea har iværksat følgende tiltag i forbindelse med genåbningen:
Afstandsmarkeringer i gulvet
Plexiglasløsninger ved betalingssteder
40-60 spritstandere pr. varehus
Kundetællersystem sikrer, at vi ikke bliver for mange i varehuset på én gang
Udvalgte medarbejdere forebygger flaskehalse
Skiltning om hygiejne og afstand i varehusene
Hyppige udluftninger i løbet af dagen
Ekstra rengøring i hele varehuset