Kvæstede fløjet til behandling efter gaseksplosion på skib i Grenaa
Gas eksploderede under arbejde på skib hos Grenaa Skibsværft
GRENAA Tre lægehelikoptere samt en stribe ambulancer, brandbiler, politipatruljevogne og akutbil var i brug på Grenaa Havn torsdag formiddag. Klokken 9.38 blev der slået alarm fra Grenaa Skibsværft, hvor man var i gang med en arbejdsopgave på skibet "Grete Fighter", da der skete en stor eksplosion - sandsynligvis fra udsivende gas, som steg i mængde under en spisepause - og så eksploderede, da der igen skulle arbejdes.
For tiden er Anholt-færgen i dok lige ved siden af "Grete Fighter" og en smed, som var i gang med at arbejde på færgen fortæller til avisen, at han hørte et enormt brag, da eksplosionen skete og umiddelbart efter så han en meget høj flamme ved styrehuset på skibet.
Østjyllands Politi fortæller, at tre personer, der arbejdede på skibet, blev blevet reddet ud. De var svært tilskadekomne og blev fløjet til hospitalet med helikopter. Yderligere to skal tjekkes for røgforgiftning. Umiddelbart er der ikke yderligere personer kommet til skade, oplyser politiet.
Fløjet til Rigshospitalet
De tre hårdt kvæstede er fløjet til behandling på Rigshospitalet i København, mens to blev tjekket for røgforgiftning på ulykkesstedet. De tre tilskadekomne er en 31-årig mand fra Norddjurs, en 53-årig mand fra Syddjurs og en 50-årig mand fra Vestfyn. De pårørende er underrettet.
Arbejdstilsynet er sat på sagen og skal efterforske en mulig årsag til ulykken.
Ulykken skabte stor opmærksomhed i Grenaa. Nyheden bredte sig hurtigt på havnen og i byen, og mange var forbi for at se årsagen til den store redningsaktion.
Borgmesterens reaktion
Borgmester Jan Petersen, (S), har på sin Facebookside linket til Lokalavisens artikel om ulykken og skriver følgende: "En meget tragisk eksplosion og brand i skib på Grenaa Havn og med tre svært forbrændte lokale beboere på arbejde De er nu fløjet på hospital. Jeg får ved sådanne alvorlige hændelser besked med det samme og jeg ved, at vores lokale brandfolk som de første på stedet har gjort en imponerende indsats. Jeg må udover dette henvise til politiet om yderligere oplysninger i sagen og sender de bedste hilsener til de hårdt skadede og deres familie og kolleger."
Avisen var torsdag eftermiddag i kontakt med HSM Industri, som ejer Grenaa Skibsværft.
"Det er jo forfærdeligt, hvad der er sket og vore tanker går selv selvfølgelig især til de pårørende. Arbejdet blev indstillet efter ulykken, men medarbejderne blev på pladsen, fordi vi tilbød psykologhjælp af et tilkaldt team. Det benyttede de fleste sig af, mens andre tog kontakt til psykologer, som de selv ønskede at bruge," siger marketingchef Brit Løth Bager, HSM Industri A/S.
"Grete Fighter" er et specialfartøj, som blandt andet bruges til uddybningsarbejder. Fartøjet er hjemmehørende i Aarhus og ejet af rederiet Peter Madsen A/S.