Fortsæt til indhold

Sushi-sted er i fare for at lukke

En væsentlig detalje gør, at Mohammed Karim fra Viby ikke kan gøre brug af regeringens hjælpepakker til virksomheder, og det kan betyde, at Teriyaki Sushi må lukke

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Mohammed Karim, eller blot 'Mo', som han bliver kaldt, er en travl mand for tiden. Det ville normalt være en god ting for en iværksætter som ham. Travlhed er penge i hans verden, men på grund af situationen med covid-19 er det langt fra tilfældet i øjeblikket. Ejeren af Teriyaki Sushi i Viby er nemlig sendt ud i en kamp, hvor hans livsværk står på spil.

"Jeg gør, hvad jeg kan, men jeg frygter, at jeg er nødt til at lukke det hele," fortæller Mohammed Karim, der har svært ved ikke at blive følelsesladet, når han skal sige ordet "lukke".

Han har siden december 2014 været indehaver af Teriyaki Sushi i Viby, og bare 14 dage før corona-nedlukningen af Danmark åbnede han to boder i Randers Street Food. De er dog tvangslukket i øjeblikket, da street food-markeder ikke må være åbne på grund af risiko for covid-19-smitte.

De to boder koster dog stadigvæk Mohammed Karim 40.000 kroner i lejeudgifter hver måned, og det er uden, at der kommer penge ind. Han har nemlig ikke mulighed for at få økonomisk støtte fra regeringens hjælpepakker til virksomheder, da alle hans spisesteder er registreret under samme CVR-nummer. Da Teriyaki Sushi ikke har oplevet et fald i omsætningen på minimum 30 procent under krisen, er han ikke berettiget til en hjælpepakke.

Leder efter småjobs

Derfor har Mohammed Karim taget flere forskellige småjobs for at tjene penge ved siden af Teriyaki Sushi, der holder åbent med take-away.

"Jeg knokler, og jeg er nødt til at finde flere jobs, men det er slet ikke nok. Jeg skal dække udgifter for 40.000 kroner om måneden, og det er godt nok mange penge," fortæller han og undrer sig over, at regeringens hjælpepakker er skruet sådan sammen, som de er.

"Der er nogle, der får fuld kompensation og kan sidde hjemme uden at tabe penge, og så er der sådan en som mig, som kan risikere at skulle lukke, fordi jeg har registreret alle madstederne under samme CVR-nummer," fortæller han og fortsætter:

"Jeg havde jo ikke lige regnet med, at der ville komme en krise, da jeg åbnede i Randers Street Food."

Det er stadigvæk for tidligt at sige, om Teriyaki Sushi i Viby overlever krisen eller må lukke på grund af udgifterne fra Mohammed Karims to madboder i street food-markedet i Randers. Han er dog ikke særlig optimistisk i forhold til fremtiden.

"Jeg tror ikke, at Randers Street Food bliver åbnet på fuldt blus inden for det næste år, og så kan den nuværende krise blive erstattet af en depressions-krise. Jeg skal passe på, at jeg ikke bliver mentalt ødelagt, men jeg skal også bruge mindst et halvt år på at for dækket det store hul i økonomien, som jeg får på grund af lejeudgifterne," fortæller han.