Kirken har et sprog for vores følelser
Denne uges præsteklumme er skrevet af pastor emeritus Karsten Erbs
klumme 'Guds bedste børn'. Det er titlen på en bog. Og så ved vi, at det er de nok ikke: Guds bedste børn. Det er Morten Papes fortsættelse af hans første bog, der hed Planen. Urbanplanen på Vestamager. Nu på ghettolisten. Der er så meget i de bøger der rører mig.
En af Guds bedste børn hedder Simon. Sammen med en kammerat slår de en af de andre ihjel, en fra en indvandrerfamilie, en muslimsk dreng, der er ved at dele reklamer ud i opgangene. Bare en stor dreng. Simon er med i det, men er ikke den der slår. Nu sidder Simon i fængslet og tænker sådan her:
"Han kommer i tanke om nogle af de ord, han har lært sig fra ordbogen. Anger. Først troede han, det betød det samme som det engelske ord for vrede, men der lærte han noget nyt. Han ved, at han føler anger. Et andet ord han kommer i tanke om, når lyset er slukket, er ordet brøde. Det havde ikke noget med bagværk at gøre. Men en misgerning, en forsyndelse. Forsyndelser kalder på forsoning. Forsoning kalder på selvransagelse. Der eksisterer et sprog for hans følelser, er han så småt ved at opdage."
Åh, det er bare så godt. Anger og brøde. Simon føler anger over den brøde, de begik. En misgerning. En forsyndelse. Det kalder på forsoning. Det kalder på selvransagelse. Så er det hele med. Det er derfor, Simon også er et af Guds bedste børn. Skabt i Guds billede med en samvittighed indbygget og indbygget mulighed for selvransagelse.
Nu har vi lige fejret påske. Der er alle ordene med. Anger og brøde, forsyndelse og forsoning. Kirken har et sprog for vores følelser.
Det er de ord vi skal arbejde med i vo-res liv sammen for at vi skal klare livet bedst muligt.
Det bliver godt snart at komme i kirke igen og høre om anger og forsoning.