Tag kampen op mod madspild: Her er de største syndere
Det er ofte de samme madvarer, der uge efter uge ender i skraldespanden. Få rådene til at fuld valuta for dine overskudsvarer.
Brød, pålæg, grøntsager, frugt og mejeriprodukter.
Det er de fødevarer, der oftest ender i skraldespanden, viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Karolines Køkken.
Men du kan sagtens undgå, at madvarerne bliver til madspild.
1) Brød
Tove Færch, som er leder af Karolines Køkken, peger på, at det er en god idé at tænke i forskellige konsistenser - det bløde og det sprøde.
Her kan du bruge dine brødrester.
- Et rugbrød eller en grovbolle kan du rive i rustikke stykker, komme olie og krydderier på og bage det i ovnen. Så får du et sprødt element at drysse på suppen eller salaten, siger hun.
Du kan også lave en sød variant, hvor rugbrødet drysses med sukker, inden det kommer i ovnen. Det kan bruges på morgenmaden.
Brødet kan også rives fint til rasp eller bruges til en gammel klassiker som øllebrød.
2) Pålæg
For at forebygge at pålægget skal ende sine dage i skraldespanden, skal du sørge for at have det ude af køleskabet så kort tid som muligt, råder Camilla Udsen, som er fødevarepolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
Og så kan du sagtens bruge pålægget til andet end rugbrødsmaden.
- Det kan for eksempel være på pizza, hvor du kan bruge skinke, hamburgerryg, forskellige typer pølse og grøntsager, siger Camilla Udsen og fortsætter:
- Det kan selvfølgelig være en kartoffelpizza, men du kan også bruge mere utraditionelle grøntsager som blomkål.
3) Frugt og grønt
Har du grøntsagsskuffen fuld af lidt af hvert, men ikke nok til nogle af de gængse retter, så kan du smide dem i en sammenkogt ret, biksemad, omelet, æggekage eller en suppe.
- Du kan altid svitse dine grøntsager, hælde bouillon på og blende det til en suppe. Man kan ikke se, om er også lige har været en grønært eller gulerod fra grøntsagsskuffen i. Det giver bare en bund og en dyb tilfredsstillelse at få det brugt op, siger Tove Færch.
Hun foreslår også, at du lærer nogle gode grundopskrifter at kende - så godt, at du ikke er bange for at løsrive dig fra dem. Grøntsager kan nemlig tit erstattes eller suppleres af andre.
4) Mejeriprodukter
Skal du kun bruge en smule af flødekartonen, så kan du hælde resten i en isterningbakke. Så har du altid en lille smule fløde ved hånden til fremtidige retter.
Frys det ned med det samme, i stedet for at vente til fløden synger på sidste vers.
Har du en rest tykmælk, yoghurt eller cremefraiche, kan de ofte substituere hinanden.
- Brug det i bagværk eller grød. Hvis du laver en dressing, og du bruger en anden type, end der står, kan du bare smage dig frem, for nogle er mere syrlige end andre.
/ritzau fokus/