462 aarhusianere covid-19-testet det seneste døgn: De positive kan tælles på én hånd
Statens Serum Institut er begyndt at lave en daglig opgørelse på kommunebasis over, hvor mange der bliver testet for covid-19, og hvor mange af dem der er testet positiv.
Jyllands-Postens Lokalaviser udkommer i Aarhus, Skanderborg, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommune, hvor der i det seneste døgn samlet er testet 696 personer for covid-19. Af dem er blot TO testet positiv, så andelen af positive skal altså ikke tælles i procenter, men i promiller.
De to nye covid-19 tilfælde er begge registreret i Aarhus, hvor der i det seneste døgn er testet 462 personer. I de øvrige kommuner er ingen testet positiv. I Skanderborg er 94 personer testet, i Favrskov 53 personer, i Norddjurs 48 personer og i Syddjurs 39 personer.
Opgørelsen skal dog tages med det lille bitte forbehold, at der i Nordjurs samlet set er registreret under 10 tilfælde af covid-19, og derfor opgør Seruminstituttet ikke det præcise antal.
304 positive i Aarhus
Ser man på de samlede tal, siden man begyndte at teste for covid-19, er der i Aarhus Kommune testet 6.129 personer, og 304 af dem er testet positiv.
I Skanderborg er der pr. 22. april testet 1.033 personer, hvoraf 47 har været positive.
I Favrskov er der pr. dags dato testet 649 personer, og der har været 24 covid-19 tilfælde.
I Syddjurs er 631 testet, heraf er blot 13 positive.
Endelig er der i Nordjurs testet 497 personer, og på Norddjurs er der som nævnt færre end 10 personer, som har eller har haft bekræftet covid-19.