Fortsæt til indhold

"Næsten ligesom at være derhjemme"

Risskov Gymnasium var et af de gymnasier, der mandag åbnede for undervisning af skolens ældste elever

Samfund
Anders Michaelsen

CORONA Mandag var første dag tilbage på 'kontoret' for elever i 3.g på en række af landets gymnasier. Sådan var det også på Risskov Gymnasium, hvor fjernundervisningen på nettet ellers har været den daglige undervisningsform for skolens elever siden midten af marts på grund af den verdensomspændende corona-pandemi.

"Det er fedt at være tilbage og kunne snakke med sine veninder, hvor det ikke er med skrat-lyde og over en dårlig forbindelse. Men der er også så mange restriktioner, at det næsten er ligesom at være derhjemme på en eller anden måde," fortæller Sara Damborg, der går i 3.a. En klasse der nu er delt op for at mindske smittefaren ved covid-19.

I klasselokalet sidder de nu seks elever med en lærer, der i løbet af timen går ind og ud af klassen for at holde den samme undervisning i to andre lokaler, hvor resten af klassekammeraterne befinder sig.

"Man får meget taletid, men det er begrænset, hvor meget man får lært, når læreren skal være i tre forskellige lokaler. Men det er til gengæld hyggeligt," siger Sara Damborg, mens veninden og klassekammeraten Frida Schjøtt Egede synes den 'rigtige' undervisning slår de seneste ugers fjernundervisning:

"Man sidder sammen med nogle andre, så man kan få hjælp, hvis man har brug for det. Og med den virtuelle undervisning kan det godt være svært for læreren at se, hvis man vil sige noget, og her kan man jo bare række hånden hånden op."

På Risskov Gymnasium er der blevet sat flere skilte op med en påmindelse om at holde afstand og vaske hænder. Her set et godt stykke ude foran skolen.

Lettere at lukke

For at man på Risskov Gymnasium har kunnet åbne igen, har man skullet indføre en række tiltag, der blandt andet betyder, at eleverne skal vaske hænder, inden de kommer på skolen, når de går til pause, og igen når de skal til time.

Rengøringspersonalet skal gør rent i lokalerne to gange. Det sker blandet andet i elevernes pauser, hvor den store fælles pause man havde før, nu er blevet til en pause, som klasserne holder forskudt af hinanden.

"Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle tælle håndvaske og toiletter i min tid som rektor," siger Gitte Horsbøl og griner og konstaterer samtidig, at det var lettere at lukke skolen end at åbne den igen.

"Det har krævet en hel del forberedelse at få orkestreret den her genåbning, i forhold til hvordan eleverne har skullet deles ind, hvem skal være hvor, og hvordan får vi lavet skema. Eksempelvis er skemaerne lavet om, fordi klasserne ikke må blandes, så vi har været nødt til at være sikker på, at valgfag har sin egen dag, da eleverne ikke må krydse områder i løbet af en dag," fortæller rektor Gitte Horsbøl, der dog er fortrøstningsfuld i forhold til elevernes håndhævelse af retningslinjerne.

Rektor på Risskov Gymnasium, Gitte Horsbøl.

Ingen studenterkørsel

Coronavirussen har ikke kun betydet en anderledes undervisning - den betyder også, at landets 3.g'er skal op til færre eksamener end ellers. Helt præcist skal eleverne op i tre eksamener: En skriftlig prøve i dansk, en skriftlig prøve i et studieretningsfag på A-niveau samt en mundtlig eksamen i en større skriftlige opgave også kendt som SRP.

Med færre eksamener er det nu også blevet ekstra vigtigt at række hånden op i timerne.

"Nu ved vi nogenlunde, hvilke fag vi skal op i. Eksempelvis mundtlig samfundsfag kan jeg kun forøge min karakter i ved at sige noget i klassen, og når vi er så få i klassen, så bliver man nærmest nødt til det, og man bliver nødt til at være forberedt. På den måde er den her undervisningsform mere motiverende," fortæller Sara Damborg.

Hvad der dog ikke er særlig motiverende for de to klassekammerater, er udsigten til en aflyst sidste skoledag, galla-aften, kano-tur, revy og studenterkørsel, som, de ikke lægger skjul på, har lagt en dæmper på humøret.

"Vi prøver at undersøge, om vi kan finde et alternativ, eller om vi kan tage i sommerhus. Men det gør ondt. Jeg valgte gymnasiet på grund af de her ting," siger Frida Schjøtt Egede og veninden Sara Damborg supplerer:

"Lige nu kan jeg tænke, hvad er meningen med et gymnasie, når man ikke kan fejre, at man er blevet færdig. Min søster dimitterede for nogle år siden, og det var den fedeste dag i hendes liv, og det er noget, man ser tilbage på, når man bliver gammel og pensioneret."

Elevernes skuffelse og frustration forstår rektor Gitte Horsbøl dog fuldt ud.

"Jeg synes, det er så synd for dem, og jeg ved, hvor meget de ritualer betyder for dem og for skolen. Det er noget, man ser frem til, og måske noget der holder modet oppe i 2.g, når det hele kan være lidt hårdt, at man kan tænke frem mod alt det sjove, man skal, og så bliver der bare ikke noget af det," siger hun og slår samtidig fast, at man fra skolens side vil prøve at finde en anderledes måde, hvorpå man kan markere, at årets 3.g'er bliver studenter.