"Der er nødt til at være lidt elastik"

Mens visse lande har set sig nødsaget til at lave massegrave på grund af corona-epidemien, så er der med - i skrivende stund - 350 corona-ofre i Danmark heldigvis ikke travlt på de danske kirkegårde.

Faktisk har præsterne med aflyste konfirmationer, bryllupper og gudstjenester ikke så meget at lave i tiden, men folk dør stadigvæk af forskellige årsager, og derfor er der begravelser, der skal afholdes.

Men det er ikke så ligetil i øjeblikket, hvor en række restriktioner er indført fra myndighedernes side.

"Vi startede med et maksimum på ti deltagere til bisættelser og begravelser i forlængelse af anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen. Det tog de pårørende egentlig godt imod," fortæller Lene Dahl-Hansen, sognepræst i Elev og Lystrup Kirke i det nordlige Aarhus.

Hvem skal vælges fra?

Og det har ikke været en rar fornemmelse at skulle bede efterladte om at begrænse antallet af personer, der må sige farvel til en afdød.

"Det er rigtigt svært for os at være dem, der sætter begrænsninger. Vi er jo vant til at åbne døre og arme på vid gab. Det har været mærkeligt."

Selvom den nye virkelighed er svær for præsterne at navigere i, så er det endnu sværere for de efterladte. For det er dem, der skal bestemme, hvem der må deltage, fortæller Lene Dahl-Hansen.

"Vi kan selvfølgelig ikke tage stilling til, hvem der er vigtigere end andre. Det er forfærdeligt svært for dem, men det har de så gjort. Jeg oplever dog også, at der er en stor forståelse for, at det er sådan det er."

Rundt omkring er der dog også fundet løsninger. Blandt andet blev der på et tidspunkt afholdt bisættelse ved kapellet, hvor en række pårørende ikke kunne være med. Men i stedet for at blive væk, stod de i et stort venterum udenfor, hvor der var højttalere, så de kunne følge med.

Klippet hæl og hugget tå

Helt firkantet har præsterne dog ikke håndteret reglerne om ti personer, og i takt med at samfundet er begyndt at genåbne, er også kirkerne i det nordlige Aarhus blødet op.

"Vi har haft fokus på at have lidt elastik og møde dem med forståelse for, at det kan være rigtigt svært i deres situation at skulle begrænse sig. Hvordan siger man: "De her børnebørn vælger vi til, og disse vælger vi fra?" Så vi har klippet en hæl og hugget en tå og kommet dem i møde i det omfang, det har kunnet lade sig gøre, så længe vi stadig kan sørge for, at der er ordentlig afstand."

En af de ting, der stod klart tidligt, var, at det ikke gav mening bare at tælle til ti, hvis eksempelvis en familie på fem, som bor under samme tag, deltager.

"De kan så tælle som én person, for der er kæmpe forskel på, om det er ti personer, der ikke er i kontakt dagligt og så en familie på fem. Det fungerer ikke i praksis bare at sige: "Ti personer, sådan er det!" Så firkantet kan det heller ikke være. Vi skal tage hensyn og være opmærksomme på, at det er en speciel situation."

Nogle efterladte spurgte på et tidspunkt Lene Dahl-Hansen, om ikke det kunne gå an at være 13 personer, for så skulle de ikke fravælge nogle børnebørn.

"Og der tænkte vi, prøv at høre, det er mennesker, der bor sammen, og det er små børn. Det betyder intet. Det er ikke afgørende, om der kommer ti eller 13. Der endte med at komme 12, og det var intet problem," fastslår sognepræsten.

"Det har været barskt"

Hun bider mærke i, at det er en særligt svær tid for pårørende og efterladte. Blandt andet fordi der er mange ekstra overvejelser, de skal gøre sig forud for en begravelse.

"Det kan blive meget mere uoverskueligt oveni den store sorg, det er at miste et menneske."

Men det er forløbet op til døden, der for de flestes vedkommende har trukket store veksler.

"Det har været sværest under sygdomsforløbet op til døden, fordi der er mange restriktioner på hospitaler og hospices. Her har man ikke længere bare komme og gå eller overnatte og på den måde sige ordentligt farvel. Det har været barskt."

Præsterne tilbyder i øjeblikket ved ligbrændinger, at man kan udsætte bisættelse og ceremoni til senere, men det har Lene Dahl-Hansen endnu ikke oplevet nogen tage imod. For ingen ved, hvornår 'senere' er. Ligeledes foreslås de efterladte, som har afholdt begravelse under den nuværende situation, at holde en større mindesammenkomst senere.

Ingen discount-bisættelser

I praksis er der også mange små ting, der er ændret. Salmebøger er sløjfet til fordel for papirkopier, samtalerne forinden sker i forsvarlig afstand, og kistebæringen foregår med fire personer i stedet for seks. Eller også kører bedemanden den på hjul.

Men hvad så med de knus og kram, som er så naturlige at dele ud i sådan en situation?

"Det er jo, hvad man har allermest lyst til, og det har været svært for de pårørende. Vi henstiller til, at man holder afstand og lader være, men hvad de pårørende gør i den henseende kan vi ikke blande os i. Der er bare situationer, der sætter de der spilleregler ud af kraft, for hvad er det lige, der betyder noget på det tidspunkt," spørger sognepræsten retorisk.

Ellers bestræber kirkerne sig på, at alt skal være som før coronaens indtog. Ritualet og ceremonien er den samme.

"Det har været meget vigtigt for os, at det hele stadig foregår meget fint og ordentligt, så det ikke bliver sådan nogle discount-bisættelser, og det har det heller ikke været. Og nu kan vi godt bløde lidt op. Også i erkendelse af, at det her nok kommer til at vare noget tid. Jo længere tid det varer, jo mere bliver det nødvendigt, at vi finder en måde, som er tålelig for alle. Der skal være lidt elastik," fastslår Lene Dahl-Hansen.