Fortsæt til indhold

Coronavirus: Sådan får en lokal børnefamilie hverdagen til at hænge sammen

Skolerne har snart været lukket i uger, og hjemme sidder forældre og skal hjemmeskole børnene, mens de fleste også skal arbejde. En lokal børnefamilie fortæller nu, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen

Samfund
Katharina Andersen

Ebeltoft I Ebeltoft sidder én af de familier, der fra den ene dag til den anden har fået forvandlet en normal hverdag med skole og job til et hjemmekontor med undervisning for børnene. Familien fortæller her, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen på trods af skiftende arbejdstider og børn på forskellige klassetrin.

"Udfordringen er selvfølgelig stor, men vi har valgt at sidde ved det samme bord, når børnene laver lektier, og jeg sidder med mit arbejde, så det gør det noget lettere at hjælpe og samtidig have et øje på ens mail og telefon," siger Peter Michael Overgaard, der til dagligt arbejder som Account Manager.

Coronakrise i børnehøjde

Familien har tilmed hele coronakrisen på tæt hold, når Peter Michael Overgaards kone, Mette, til dagligt tager på arbejde som intensiv sygeplejerske på Skejby Sygehus. Det indebærer både skiftende arbejdstider, men også at coronasitutionen kommer ekstra tæt på.

"Jeg er lidt bange for coronavirus og at alle dem, som jeg holder af, at de kan få den og kan blive rigtig syge. Så vi vasker tit hænder og tørrer af herhjemme. Min bonus mor fortæller os, hvordan vi skal gøre og hjælper os med det. Men hun er tit på arbejde, og det er træls," siger Clara på 10 år, der til dagligt går i 3. klasse på Rosmus Skole.

Det er derfor primært Peter Michael Overgaard, der starter morgenen med børnene, og det har sine udfordringer, når også jobbet kalder fra morgenstunden.

"Der er mest pres på arbejdsmailen og telefonen fra morgenstunden og hen til omkring middag, så her er udfordringen størst, da det også er her børnene vil arbejde og bede om hjælp. Deres skole rutine starter jo fra kl.8 og strækker sig frem til kl.13-14 stykker," siger han og tilføjer:

"Man har på rekordtid lært, hvem af sine kollegaer og kunder, som også sidder hjemme med børn – så der har været nogle morsomme samtaler ind imellem."

Tid med familien

Børnene Emil på 12 år og Clara på 10 år modtager hjemmeundervisning gennem AULA, og via en ipad kan skolen kommunikere med børnene om både opgaver og afleveringer. Men selvom skolearbejdet ikke bliver forsømt, så er der stadig et savn til kammeraterne.

"Vi taler mest sammen, når vi spiller online playstation, eller via skype og nogle gange hang-out appen," siger Emil, og Clara tilføjer:

"Det er lidt svært, for jeg savner at lege med dem i frikvarterne. Men så leger jeg også meget med min far og bonus mor udenfor, da det er dejligt vejr," siger hun.

For familien starter hverdagen kl. 07.00, og så er der ellers skoletid ca. 5 timer hver dag.

"Den største problemstilling er, når telefonen ringer, og man er midt i at hjælpe børnene med noget. Men her har det hjulpet os meget, at vi har talt om det, inden vi går i gang med dagens lektier og arbejde, at far kan blive afbrudt, og så må børnene tage en pause – spise noget frugt eller tage en forfriskning fra køleskabet, indtil jeg er klar igen," siger Pyeter Michael Overgaard.

Selvom der altså er afbrydelser og udfordringer igennem dagen, så har et lukket land også sine fordele.

"Det er også lidt dejligt, for det er hyggeligt at være hjemme og lave skole ting," siger 10-årige Clara.

Hverdagen

Far Peter – Account manager – corona hjemme arbejdsplads.

Bonusmor Mette – Intensiv sygeplejerske på Skejby – skiftende arbejdstider og vagter.

Emil – 12 år, 6.a Rosmus Skole

Clara – 10 år, 3.a Rosmus Skole

Hjemme undervisning – Fredag

Faglig undervisning via AULA – online kommunikationsplatform imellem elever og Rosmus skole (syddjurs skole)

Alt skolearbejde og kommunikation med skolen foregår via børnenes iPad.

Emil – 6.a

- Kristendom – Læsning og aflevering af 2 siders fri-historie vedr. mirakuløse fortællinger.

- Tyske verber – 30 tyske sætninger, sendes til læreren.

- Hjemkundskab – valgfri opgave: Send opskrift og billeder af udførelsen til læreren.

- Faglig opgave vedr. ”Respekt” – ordets betydning: sendes til læreren.

- Dansk læsning: 30 min. i valgfri bog (Harry Potter nr.1)

Clara – 3.a

- Matematikopgaver: udføres online på www.minuddannelse.dk

- Dansk læsning: 30 min. i valgfri bog online på www.minuddannelse.dk

- Idræt - 20 minutters samlet udendørsaktivitet: fodbold og sjipning sammen med bonusmor Mette.