Fortsæt til indhold

Skæring Skole får 100.000 grønne kroner til skovprojekt

Pengene sætter fart i anden etape af Skæring Børneskov

Samfund
Arkiv

Donation Skæring Skole har modtaget 100.000 til et skovprojekt. De 100.000 kroner kommer fra Aarhus Kommunes pulje til 'Grønne Projekter', der kan søges af alle, som har idéer til eller gang i konkrete projekter med fokus på naturforvaltning og friluftsliv. Denne gang er der fordelt i alt 1,4 millioner kroner.

I Skæring Børneskov-projektet inddrages elever, medarbejdere og forældre i at plante træer, buske og anden vegetation på ubenyttede græsarealer omkring skolen. Første etape var en frugt- og bærhave.

"Målet er at gøre børn og unge klogere på klima og biodiversitet og samtidig skabe rum til udendørs undervisning. Vi tror på, at grønne børn bliver grønne voksne, og vi er rigtig glade for denne kontante håndsrækning," siger skoleleder Anne Schwartz i en pressemeddelelse.

Skolen tager nu fat på næste etape, hvor hver klasse skal have en jordlod, som de får ansvar for at tilså og passe. Det bliver nødvendigt at købe professionel hjælp til at skrælle græstørv af jorden, men opgaven med at måle op og udregne arealet på klasse-parcellerne, den får eleverne del i.

"Der skal være læring i så mange dele af projektet som muligt, og skovprojektet passer fint ind i undervisningen i denne tid, hvor alle, der må være på skolen, skal være ude så meget som muligt af hensyn til corona-smitten," siger Anne Schwartz.

ksa