Fortsæt til indhold

Genåbning af skolerne bliver en dyr affære

Over otte millioner er brugt på rengøring og ekstra personale

Samfund
Simon Carlson

Norddjurs Coronavirussen har allerede haft snablen godt dyppet i kommunekassen, da det på flere områder har været nødvendigt at bruge ekstra penge på at dæmme op for epidemiens konsekvenser.

Det gælder blandt andet på børne- og ungeområdet. Her viser et tidligt skøn af forbruget, at merudgiften til corona-indsatsen i første halvår af 2020 løber op 8,4 millioner kroner. Heraf går de 7,8 millioner kroner til skoler og daginstitutioner, som hovedsageligt drejer sig om ekstra udgifter til rengøring og ekstra personale, fordi børnene er opdelt i mindre grupper. På socialområdet er der brugt 600.000 kroner mere end forventet. De penge er primært brugt til ekstra normering på Børne- og Ungecenter Norddjurs, som har haft ekstra opgaver mens de børn, der bor på centret, ikke har kunnet komme i skole eller daginstitution.

Staten tager regningen

Merudgifterne på børne- og ungeområdet kan forventes at løbe yderligere op, idet udgifterne til genåbningen for 6.-9. klasserne endnu ikke er regnet med, ligesom udgifterne på den anden side af sommerferien heller ikke er medregnet. De ekstra udgifter bør dog ikke umiddelbart få konsekvenser for Norddjurs Kommunes økonomi, idet aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening i marts sikrede, at merudgifter relateret til corona ikke kommer til at gå ud over velfærden i kommunerne. De ekstra udgifter i Norddjurs Kommune bliver således "mærket" som indsats vedrørende corona, og dermed afholder staten udgiften.