Præsteklumme: Vejen, sandheden og livet i coronatiden

Præsteklumme Coronakrisen er over os. Vi bliver ramt af ensomhed, fordi vi ikke længere kan besøge venner eller gå i skole, vi kan ikke gå i biografen, i teater eller til koncerter. Vi bliver ramt økonomisk. Min kæreste f.eks. har en lille virksomhed, som fra den ene dag til den anden mistede alle ordrer de næste mange måneder frem. Min bedste ven har ligget syg i 5 uger med corona, og kan ikke gå uden for en dør. Sygdommen raser i hans krop. Meget af det, der er med til at give livet mening, er pludseligt taget fra os. Vi skulle have været på Heartland Festivalen, så på Folkemødet på Bornholm og til slut i august til Kulturmødet på Mors. Alt er aflyst. Vi kan heller ikke komme ud at sejle, og jeg kan dårligt passe mit arbejde som studenterpræst, for universitetet er lukket fuldstændig ned. Og sådan kunne vi hver især finde mange eksempler på at noget, der er meget meningsfuldt for os, er væk. Alt dette er dog intet i sammenligning med de, der mister venner eller familie.

I sådan en krisesituation kan såvel det bedste som det værste komme frem i os. Vi kan vælge at handle ud fra en snæver egoistisk logik og hamstre gær, toiletpapir, håndsprit og mundbind for næsen af de andre. Vi kan tænke: ”Det her handler om, at den bedst egnede skal overleve, og jeg har tænkt mig at overleve”.

Eller vi kan vælge at vise kærlighed til samfundet vi er i og kærlighed til vores næste. Når Jesus sige ordene: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, så henviser han til at hele hans liv er inspireret af kærlighedens ånd, den ånd der kommer fra Gud. Og han vil, at vi alle skal lade os inspirere af det. Lade kærligheden være vejen, sandheden og livet for os, i stedet for at gå ind på en vej, hvor vi handler ud fra en egoistisk logik.

Jeg tror, coronakrisen først og fremmest har fået noget fint og ægte frem. Det er som om, sammenholdet og kærligheden vinder.