Præsteklumme: De smukke unge mennesker

Præsteklumme Foråret er kommet. Frugtræerne blomstrer; bøgeskoven er lysegrøn; krukker, bede og rabatter farves røde, gule og blå af alle de forskellige forårsblomster, der pibler frem. Fuglene synger – og de lyse nætter ligger allerede forjættende i horisonten. Det bliver ikke skønnere end det er lige nu. Og over hele landet skulle vi have fejret konfirmationer, bryllupper, studentereksaminer – og alt det, der hører forsommeren til.

Det er alt sammen anderledes i år.

Konfirmationer og bryllupper er udsat til sensommeren; og gad vide, om årets studenter nogensinde kommer ud at køre og skabe fest i gaderne. Og gøre nattelivet usikkert - og spændende - denne sommer.

Foråret tilhører ungdommen og kærligheden – men det bliver mere og mere overvældende, jo ældre vi bliver, at opleve det alt sammen. At se og sanse livskraften i naturen og alt det skabte. Og konfirmationerne ligger ualmindelig godt her, hvor alting blomstrer og springer ud.

Jeg blev selv konfirmeret om efteråret – det var almindeligt dengang, for mange år siden. Og bortset fra, det er trist at festlighederne er udsat, så bliver festen ikke mindre af den grund. Festen for vores smukke unge mennesker, der begynder højstemt under himmelsk bevågenhed i kirken – og fortsætter ud i hjemmene og familierne, hvor søskende, forældre og bedsteforældre også finder de store ord frem til lejligheden.

Konfirmationen er en dejlig fest. En mulighed for at fejre vores unge; en milepæl, hvor vi ser tilbage, på alt det, vi allerede har haft sammen, det, der binder os til hinanden – og samtidig skuer ind i den fremtid, vi ikke kender, men gør os så mange tanker og forestillinger om. Og nærer så store håb for.

Tro, håb og kærlighed; det er konfirmationens omdrejningspunkt. Derfor er det så stor en fest – både for de unge og for deres familier. Og for præsten.

Det er et af præstens store privilegier, at vi for lov at være med på et vigtigt, vanskeligt og vidunderligt stykke af de unge menneskers livsvej. Og blive en samtalepartner og fortrolig i livets store spørgsmål. Og være med til at formidle til hver eneste af dem, at deres liv er noget helt særligt – en gave, til dem selv og deres kære. Og at de er værd at fejre.