Højbjerg-mægler oplever stor hus-interesse trods coronakrisen
LokalBolig i Højbjerg melder om stor interesse for huskøb, selv om coronaen har lagt en dæmper på mange ting, og Danske Bank har meddelt, at huskøbere skal have 10 procent i udbetaling til et nyt hus mod de sædvanlige fem procent
hussalg Godt nok kradser corona-krisen vældigt hos danskerne, men indehaver af LokalBolig i Højbjerg, Morten Pedersen, oplever, at aarhusianerne er købelystne.
"Jeg har haft et par stille uger, men både i uge 16 og 17 har jeg haft masser af fremvisninger, så det virker ikke som om, at aarhusianerne holder sig tilbage med at kigge på hus," siger Morten Pedersen.
Han er derfor fortrøstningsfuld trods corona og andre spekulationer om, at boligmarkedet er ramt.
Tager det roligt
Det er netop kommet frem, at Danske Bank vil hæve satsen for den sum penge, man skal lægge på bordet, hvis man vil købe hus. Reglen er, at man skal have minimum fem procent af prisen for at blive godkendt til at købe, men det har Danske Bank hævet til 10 procent nu.
Heller ikke det skræmmer Morten Pedersen i forhold til boligkøbere.
"Jeg er ikke så bange for de 10 procent. Danske Bank har jo ikke monopol i Danmark, og der er mulighed for, at man kan ringe til andre banker, hvis man ikke er tilfreds med at skulle lægge de 10 procent, så jeg tager det helt roligt omkring det - der er ingen grund til panik," siger ejendomsmægleren fra sydbyen, der oprindeligt er uddannet bankmand.
Han mener til gengæld, at det er fornuftigt i forhold til danskernes private økonomi, at udbetalingsprocenten nu er sat op.
"Set fra et økonomisk perspektiv, så kan jeg godt se fornuften i det. Det er altid godt at sidde med så meget luft som muligt, når man skal ud at købe hus," mener han.
Bankerne vil gerne låne
Han er stadig af den overbevisning, at bankerne fortsat gerne vil låne penge til kunderne, og derfor mener han heller ikke, at det skal piskes op, at udbetalingsprocenten i Danske Bank er blevet sat op for nogle kunder.
"Hvis folk tidligere sparede op i halvandet år for at få et hus, så skal de nu spare op i tre år. Det kan betyde, at man får en midlertidig stilstand i nogle få bolighandler, men på længere sigt udligner det sig selv, og siden finanskrisen i 2008 er det lykkes mange danskere at få en god og solid opsparing," siger Morten Pedersen.