Fortsæt til indhold

Genåbning af skolerne: Der bliver vasket hænder til den store guldmedalje på Marienhoffskolen

Skoleleder på Marienhoffskolen yderst glad og tilfreds med forløbet af førstedagen efter genåbningen af skolerne for de yngste elever

Samfund
Lars Norman Thomsen

"Jeg var nede hos 1. a for at overvære, hvordan børnene vaskede hænder. De gjorde det meget flot og grundigt. Jeg tror, det tog 45 minutter, fordi der kun er en håndvask til rådighed," fortæller en grinende Birger Graversen, konstitueret skoleleder på Marienhoffskolen.

Hygiejne og håndvask tidligt og sent står øverst på skoledagens dagsorden.

"Sådan er vi blevet klogere på en række ting den første dag efter genåbningen af skolerne, men jeg synes i det store hele, at det er forløbet godt. Vores personale har virkelig været på, og børnene har været ovenud lykkelige for at komme i skole igen og møde deres kammerater, men også lidt på vagt for at finde ud af, hvad de må og ikke må."

På Marienhoffskolen startede man gelinde op onsdag, hvor kun børnene i A-klasserne skulle møde ind i hold fra klokken 8.15 til 9.15. Torsdag fik de så en fridag og overlod pladsen til B-klasserne.

Fredag er samtlige børn fra 0. til 5. klasse i skole.

Det gælder også de små 29 debutanter i tidlig SFO, som Marienhoffskolen siger velkommen til for første gang.

"Det bliver måske en udfordring, fordi forældrene ikke må komme med ind på skolen. Vi tager imod børn og forældre i skolegården, og herefter tager lærere og pædagoger børnene med ind i deres kommende klasselokaler," fortæller Birger Graversen.

Trygheden vigtigst

Han forklarer den rolige opstart med, at skolen gerne vil give både børn, forældre og personale en tryg opstart og mulighed for at finde på plads og drage nogle erfaringer.

"Det har været og er selvfølgelig et puslespil, ikke mindst lokalemæssigt, der skal samles. Jeg vil gerne rose alle medarbejdere for at have taget opgaven så flot på sig. Efter en række uger med fjernundervisning, skal mange lærere til at lave udeundervisning, og det er meget imponerende, hvordan de tackler opgaverne."

På Marienhoffskolen var der på førstedagen forældre på samtlige årgange, der valgte at holde deres børn hjemme af forskellige årsager.

Kun 5. A var fuldtallige. Muligvis, fordi forældrene dagen forinden havde holdt et fælles Skype-møde, hvor mange spørgsmålet blev besvaret og taget i opløbet, ifølge Birger Graversen.

"Vi har fået mange henvendelser fra utrygge forældre, og det er der ikke noget at sige til. Jeg er dog sikker på, at vi bliver fuldtallige i løbet af kort tid, men de børn, hvor forhold i familien gør, at de skal blive hjemme, skal naturligvis bare gøre det. Vi siger både til forældre og personale, at er de i tvivl, om de må komme i skole grundet for eksempel sygdom, så skal de først konsultere deres egen læge," understreger Birger Graversen.

Stram disciplin

Hver årgang på Marienhoffskolen har deres eget område, lokaler og udeomgivelser, som børnene må være i. Her skal de opholde sig i skoletiden, så møder og leg på tværs af klasser og årgange må vente.

"En ting er planer, noget andet er praktik. Det tester vi de første dage, så trygheden indfinder sig. Herefter kan vi begynde at skrue op for de faglige ambitioner," vurderer Birger Graversen.