Fortsæt til indhold

Forsøg med vejlukning i Kalenderkvarteret på vej

Forsøg med lukning af to veje skal mindske den gennemkørende trafik

Samfund
Arkiv

Grundejerforeningerne i Kalenderkvarteret i det vestlige Aarhus oplever, at flere bilister bruger Januarvej og særligt Februarvej som smutvej fra Herredsvej til Hasle Ringvej og Viborgvej.

Derfor vil Aarhus Kommune som et forsøg lukke Januarvej og Februarvej fra den 4. maj 2020, oplyses det i en pressemeddelelse.

"Vi arbejder hele tiden på at skabe gode og sikre lokalsamfund i Aarhus. Nøglen til at lykkes med det er en tæt dialog med borgerne. Forsøget her er et godt eksempel på, hvad der kommer ud af den gode dialog," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

De to veje lukkes med blomsterkummer ud mod Herredsvej, så det hverken er muligt at køre fra Herredsvej ind på vejene og fra vejene ud på Herredsvej.

Den midlertidige lukning løber indtil slutningen af 2020.

Under forsøget vil Teknik og Miljø observere, hvordan kvarteret påvirkes af lukningen.

"Efter lukningen fortsætter vi dialogen med borgerne i området for at høre, hvordan forsøget har virket. Vi håber, at lukningen gør kvarteret mere fredeligt og sikkert," lyder det fra Bünyamin Simsek.

dp