Vil Nordea-fonden drysse penge ud over Djursland?
Mange byer på Djursland flot repræsenteret på listen over ansøgere i første ansøgningsrunde om at få del i de 60 Nordea millioner, som skal fremme det gode liv i mindre bysamfund
Ved første ansøgningsrunde har 214 småbyer søgt om at få del i de 60 mio. kroner, som Nordea-fonden udbyder. Pengene skal fremme det gode liv i mindre bysamfund. Og Midtjylland er en af de regioner, der leveret flest indspil med i alt 66 forslag fra 63 småbyer.
Djursland er flot med, så man næsten får mindelser om den gamle Keld & The Donkeys klassiker 'Ganløse Vanløse': "Vi kender Ganløse, Vanløse, Boulum og skovlund. Håstrup, Tåstrup og Tårs. Svinninge, Svaninge, Virum og Farum, Nykøbing Falster og Mors (...)"
Ansøgninger fra bysamfund på Djursland er kommet fra: Balle, Ebdrup, Ebeltoft, Halling, Knebel, Pindstrup, Udbyhøj og Ørum Djurs.
Nordea-fonden er imponeret over, at næsten hver sjette bysamfund med under 5.000 indbyggere har sendt en ansøgning. Nogle småbyer har endda sendt to forslag.
"Er der én ting, der står klart i forbindelse med denne krise, så er det, at danskerne vil fællesskabet," udtaler Henrik Lehmann Andersen, der er direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
231 forslag
I alt har Nordea-fonden modtaget 231 forslag, så fra nogle småbyer er der altså kommet mere end et forslag. En af de helt store tendenser blandt de 231 ansøgninger er ønsket om at skabe udendørs fællesrum. Det kan både handle om sheltere, bålpladser, byrum, aktivitetspladser og egentlige lokale forsamlingspladser.
En anden tendens peger i retning mod opgraderinger og udvidelser af eksisterende rum i byen som f.eks. multihuse, forsamlingshuse og skoler som hjemsted for lokale fællesaktiviteter.
Om det er coronakrisen, der har inspireret til udendørs motion, vides ikke. Men en tredje tydelig tendens er ønsket om at etablere mulighed for padeltennis, petanque, kajak og fitness.
Desuden er legepladser og forsamlingshuse godt repræsenteret blandt forslagene.
Ansøgningerne er strømmet ind fra hele landet. Men især Syddanmark og Midtjylland skiller sig ud med henholdsvis 71 og 66 forslag.