Fortsæt til indhold

Danmarks populæreste sommerhusområder: Her ligger Ebeltoft på listen

Samfund
Arkiv

I de seneste tre år er det blevet til over 20.000 sommerhushandler på landsplan, og mange af os køber i de samme områder. Det viser tal fra boligsitet Boliga.dk.

Landets absolut mest populære sommerhusområde ligger i det vestlige Nordsjælland omkring Nykøbing Sjælland, hvor der er blevet lavet 688 sommerhushandler mellem 2017 og 2019.

Men på andenpladsen over de mest populære sommerhusområder målt på antal handler ligger Ebeltoft med 623 handler i løbet af de seneste tre år.

Ligesom i Nykøbing Sjælland ligger området på landets mere end 8.700 kilometer lange kystlinje, hvilket er med til at tiltrække køberne, fortæller Morten Skovholm, indehaver af Home Rønde - Syddjurs.

"Ebeltoft er så populært, fordi det ligger i et fantastisk naturområde med børnevenlige strande og lang kystlinje ud til Kattegat. Derudover er det et ferieområde, hvor der er meget at give sig til for familierne, men det er stadigvæk ikke “overturistet”, siger han til Boliga.dk.

På det sydlige Djursland koster sommerhusene 18.800 kroner pr. kvadratmeter - du skal altså give omkring 1,8 millioner kroner for en feriebolig på 100 kvadratmeter.

Udover de naturskønne omgivelser er afstanden til sommerhuset også noget af det, der spiller ind for køberne, der helst ikke vil have alt for langt fra hjemmeadressen til ferieboligen. Tal fra Boliga.dk viser, at de fleste sommerhuskøberne i Ebeltoft bor fast i Aarhus C.

"I dag er den klassiske sommerhusejer i det østjyske ikke længere sidst i 60'erne, men også den yngre børnefamilie fra både Århus, Randers, Herning og Viborg, som ønsker et fristed med plads til opladning ikke længere end 60 minutters kørsel væk," fortæller Morten Skovholm fra Home Rønde - Syddjurs.