Fortsæt til indhold

På mandag ringer det igen ind for alle skoleelever i Norddjurs

Næste fase af genåbningen skal have fokus på at lave gode forløb for overgangs- og afsluttende klasser

Samfund
Simon Carlson

Norddjurs Da de mindste skoleelever fra 0.-5. klasse over hele landet fik lov at starte i skole igen lige efter påske, valgte Norddjurs Kommune at udskyde genåbningen af kommunens skoler til 20. april.

Der bliver dog ikke tale om en udskydelse i genåbningens fase to. Det besluttede et enigt Børne- og Ungeudvalg mandag aften, og kommunens største skoleelever fra 6.-9. klasse kan således godt forberede sig på, at de fra på mandag 18. maj igen må sætte sig på skolebænken.

Lettere kabale

Allerede da de mindste klasser startede i skole igen 20. april, var der fra skolerne bekymring om, hvordan det pladsmæssigt skal håndteres, når alle elever igen er klar til undervisning, og skolerne samtidig skal overholde de gældende restriktioner fra sundhedsmyndighederne. Den øvelse blev dog lidt lettere, efter myndighederne blødte op for kravene til afstand, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Mads Nikolajsen (SF).

"Kabalen med genåbning er blevet enklere, fordi afstandskravet bliver lempet fra to meter til en meter," konstaterer Mads Nikolajsen, som også sender roser af sted til kommunens personale for netop at få den kabale til at gå op.

"Børne- og Ungeudvalget har stor anerkendelse af den aktuelle indsats. Det gælder både den ekstraordinære indsats på skole- og dagtilbudsområdet og det mere usynlige, men vigtige arbejde for udsatte børn og unge af medarbejdere og ledere, der knokler i sundhedspleje, familievejledning, i myndighedsafdelingen, på opholdssteder og overalt i sektoren. Det er ekstra vigtigt i en tid med begrænset kontakt," siger Mads Nikolajsen.

Som udgangspunkt er der fra på mandag altså igen undervisning for 6.-9. klasserne på skolerne. Der kan dog forekomme afvigelser, hvor 7.-9 klasserne får fjernundervisning i stedet for fysisk fremmøde på skolerne. Det skal være med til i nogle henseender at give lidt mere plads til 6. klasserne, forklarer udvalgsformanden.

"Vi har været ret optaget af, at 6. klasserne skal have et godt forløb, fordi de står i en overgangsfase, hvor de næste år skal starte i overbygningen. Det har været vigtigt for os, at de får et godt afslutningsforløb nu," siger Mads Nikolajsen.

For 9. klasserne, som også går ind i en afslutningsfase, besluttes det ifølge udvalgsformanden ude på henholdsvis Søren Kanne Skolen og Auning Skole, hvordan man laver den bedst tænkelige afslutning.