Fortsæt til indhold

Unges isolation skal brydes før august

Samfund
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge

I disse dage forhandler politikerne om genåbningen af samfundet efter den 10. maj.

Jeg synes, det er helt afgørende, at der findes en løsning, så de store børn og unge også får mulighed at komme afsted.

Der er ikke plads, medarbejdere og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen til, at vi kan indrette skolen, som vi kender den, men så må vi være kreative og deles om medarbejderressourcerne, skoledagen og lokalerne.

Selvom det ikke kan blive fuldt skema eller fuld skoleuge, er det stadigvæk vigtigt, at de store børn og unge ikke skal være isolerede helt frem til august.

Det er ikke kun deres skole og kammerater, de mangler, men det meste af deres normale liv, der er lukket ned.

Klubber, efterskoler, ungdomsuddannelser, skole, foreningslivet, biografture, vennerne, lærerne, klubpædagogerne er savnede!

Det handler om faglighed, men det handler først og fremmest om trivsel og fællesskab. Der er alt for stor risiko for, at ensomheden, særlige behov og sociale problemer vokser sig store.

Antallet af underretninger er faldet, og hurtig og tidlig hjælp er blevet vanskelig.

"Jeg havde aldrig troet jeg skulle høre min søn sige det, men han siger til mig, at han savner skolen."

Sådan starter en af de mange henvendelser fra bekymrede forældre og medarbejdere, jeg har modtaget.

Hvis ikke vi finder løsninger, betyder det også, at afgangseleverne ikke får mulighed for at afslutte deres folkeskoleforløb på en ordentlig måde.

De kommer ikke til eksamen, de får ikke sidste skoledag og måske ingen dimission. Jeg synes, de har fortjent en ordentlig afsked med skolen.

Økonomi og arbejdspladser er også vigtigt at have som omdrejningspunkt i næste fase, men det må ikke blive på bekostning af vores børn og unges trivsel og fremtidsmuligheder.