Forenede Care opsiger leverance af privat hjemmehjælp i Syddjurs Kommune
Forenede Care har meddelt Syddjurs Kommune, at de opsiger deres kontrakt vedrørende levering af personlig pleje og praktisk hjælp med udgangen af maj 2020. Syddjurs Kommunes hjemmepleje og rengøringsenhed overtager opgaverne med service til ca. 159 borgere fra den 1. juni 2020. Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Syddjurs Kommune har indtil nu haft kontrakt med Forenede Care, som privat leverandør på personlig pleje og praktisk hjælp. Borgere i Syddjurs Kommune, der er visiteret til praktisk hjælp og/eller personlig pleje, har haft mulighed for at vælge mellem den kommunale hjemmepleje som leverandør og/eller en af de private leverandører.
Forenede Care ønsker at opsige deres kontrakt vedrørende levering af personlig pleje og praktisk hjælp med udgangen af maj 2020. I alt 159 borgere modtog i marts måned hjælp fra Forenede Care og servicen til disse borgere overtages nu af kommunen. Borgerne har dog fortsat mulighed for at vælge en anden godkendt privat leverandør i forhold til den praktiske hjælp.
Forenede Care har i går orienteret deres medarbejdere og vil aflevere en informationsskrivelse til alle berørte borgere. I skrivelsen vil det fremgå hvordan kommunen kan kontaktes.
Formand for udvalget for sundhed, ældre og social Jan Fischer udtaler i pressemeddelelsen:
"Det vigtigste for mig og udvalget er naturligvis, at vi kan garantere de berørte borgere, at de kan modtage pleje og praktiske hjælp som normalt fra den 1. juni. Mit budskab er, at de cirka 159 berørte borger kan være helt trygge. Vi er med sikkerhed klar til at levere fra den 1. juni. Derudover er vi naturligvis kede af, at Forenede Care siger farvel til Syddjurs på dette område, men det er en opsigelse som følger gældende regler og aftaler," lyder det fra Jan Fischer.
Kommunen overtager
Opgaven med pleje og praktisk hjælp vil blive overtaget af Syddjurs Hjemmepleje og Rengøringsenheden. Der vil ikke være forskel i serviceniveau.
Opsigelsen vil ikke have økonomisk konsekvenser for Syddjurs Kommune, da de private leverandører afregnes efter de gennemsnitlige langsigtede kommunale omkostninger ved at producere og levere tilsvarende ydelse.
Syddjurs Kommune vil aktivt søge at finde en ny leverandør, således borgerne fortsat har et frit valg på levering af pleje og praktisk hjælp.
SC