Hele byen skal stå sammen i Handel Grenaa
Nyt navn blev enstemmigt konfirmeret på ekstraordinær generalforsamling
GRENAA For læsere af denne avis er det ikke en nyhed, at de handlendes sammenslutning i Grenaa, ShopiCity Grenaa, nu skifter navn. Det fortalte vi efter generalforsamlingen i marts, men navneskiftet - til Handel Grenaa - skulle endeligt konfirmeres på en ekstraordinær generalforsamling, og det er nu sket - selvfølge virtuelt i disse coronatider.
Med det nye navn Handel Grenaa ønsker foreningens medlemmer at signalere, at det er hele byen, der står sammen om at skabe et godt handelsmiljø.
"Formelt blev det nye navn og logo enstemmigt konfirmeret på en ekstraordinær generalforsamling," siger salgs- og praktikchef hos Viden Djurs Skillz, Torben Johansen, der er tiltrådt som ny formand for foreningen, i en pressemeddelelse.
"Vi har haft det under overvejelse godt et års tid. Det ersærligt for at repræsentere alle de handlende i hele Grenaa. Byen består af flere centre end lige »city«, og vi er sat i verden for at handle, forstået i bred forstand," siger den nye formand.
Det er allerede besluttet at gennemføre flere aktiviteter i Handel Grenaa regi udenfor bymidten. Med den strategi forventer formanden at kunne tiltrække flere medlemmer fra hele byen.
Holder sammen
"Jeg har overtaget formandsposten efter frisør Carsten Thygesen, der har været rigtig god til at samle og udvikle foreningen og få styr på alle de aktiviteter, der i dag kendetegner os. Det har været en lang proces og skabt en markant positiv udvikling for Grenaa som handelsby," siger Torben Johansen.
Han peger dermed på, at foreningen har et stærkt fundament med stor synlighed.
Den udvikling vil han og den øvrige bestyrelse arbejde videre med, selv om den aktuelle situation med corona sandsynligvis vil få en del af aktiviterne til at ændre karakter.
"Vi skal prøve at finde det positive i situationerne. Efter min mening skal vi være globale i vores tænkning, og så er det vigtigere end nogensinde at holde sammen," fastslår han.
"Vi skal differentiere os fra andre og for eksempel have byen til at fremstå som ét stort varehus. Forretninger og spisesteder er velassorterede og har både bredden, dybden og mængden af ydelser, produkter og varer til at byen fortsat er en meget attraktiv købstad," siger Torben Johansen.
Bredere samarbejde
Torben fortæller også at Handel Grenaa vil lægge op til et tættere samarbejde med andre lokale aktører som blandt andet Erhverv Grenaa og Norddjurs Kommune.
"Grenaa skal have et stærkere brand, og det skal vi arbejde sammen om, hvis vi vil have den nødvendige pondus," siger formanden.
Det nye navn betyder også, at foreningen ændrer sin profil, blandt andet med en ny hjemmeside.
"Det gælder også vores succesfulde gavekort, som får nyt design," siger Torben Johansen, der samtidig beroliger med, at både gamle og nye gavekort gælder i tre år efter tegningen.