Fortsæt til indhold

Nu får Anders og Julius deres egen mindefond

Skuregården på Flintbakken i Rostved var i en årrække hjemsted for brødreparret Anders og Julius. Nu er der oprettet en fond i deres navn til glæde for yngre landmænd

Samfund
Søren Ryge Petersen

"Det er fire år siden nu. At jeg endnu engang sad hos Anders på hans stue på Rehab i Tirstrup og snakkede om løst og fast, hunden og vejret. Humøret var på vej op igen, for nu var det jo endelig overstået, alt det skrækkelig med koldbrand i foden, sygehus, operation, amputation af det ene ben. Det værste var operationen, for så skal man jo i narkose, og det kan man dø af.

Og så var det, at jeg tog mig sammen til at snakke om det unævnelige. ’Nåh, Anders, du døde jo ikke’ – ’neej’ – ’du, har du for resten gjort mere ved det dér testamente, vi snakkede om, da Julius levede?’- ’neej’- ’Er det så ikke på tide at få det gjort?’- ’joo’ – ’Mener du stadig det samme som dengang?’-’Jaa’ – ’Skal jeg hjælpe dig?’- ’Jaa’ – ’Skal jeg finde en sagfører?’- ’Jaa’.

Hvad koster det?

(Her skal det indskydes, at Julius engang for mindst 15 år siden spurgte mig, hvordan de skulle gøre, hvis de ville lave testamente. ’Hvad koster det’, spurgte han bl.a. ’Det ved jeg ikke’, sagde jeg. ’De snyder’, sagde han, men tilføjede ’kan man også lave en fond?’ ’Ja, men så skal der nok to sagførere til’, sagde jeg ’og der skal være mange penge’.

Det var det. Selv om jeg fandt en pensioneret sagfører, der ville gøre det gratis for Anders og Julius, kom vi ikke længere. De ville gerne lave et testamente, havde gjort sig mange tanker om det, men sagførere var djævelens værk, og Julius døde i sommeren 2005. Den 4. december i fjor ville han være fyldt 100 år).

Men nu bestemte Anders, og han var ikke bange for sagførere. Nu skulle det testamente laves, og det måtte gerne blive noget med en fond, som Julius havde snakket om, og der var i hvert fald penge nok, se bare, og så trillede han hen til natbordet, tog sparekassebogen frem og viste mig den – ikke uden stolthed. 4 mill. kroner stod der! ’Flot, Anders!’ – ’Ja, tøes do it!’

Derpå snakkede vi længe om testamentet. Jeg kørte hjem, fandt en god, lokal og pålidelig sagfører, holdt møde med hende hele aftenen, og dagen efter kørte vi ud til Anders med udkast til et testamente, som var skræddersyet til ham. Han blev glad, godkendte det i løbet af ingen tid, og skrev under.

Tre måneder senere døde Anders. Og nu, fire år senere er sagen endelig afsluttet, (han døde den 6. maj og blev begravet den 12. maj). Det tog sin tid, for gården skulle sælges, boet gøres op, og fonden godkendes af alle mulige instanser. Fondens bestyrelse har holdt møde og godkendt fundatsen, og dermed kan offentligheden endelig få at vide, hvad det handler om.

At fondens navn er ’Anders og Julius Mindefond’, og den har hjemsted i Syddjurs Kommune. Dens kapital er på 5.615.775,42 kr., som er tilvejebragt i overensstemmelse med Anders Chr. Sørensens vidnetestamente af 13. februar 2016.

Fondens formål er ved uddeling af pengegaver at give yngre landmænd med særlig evne eller interesse for kvægavl muligheden for at videreuddanne sig eller på anden måde dygtiggøre sig inden for landbruget enten i Danmark eller i udlandet. Fortrinsberettigede til at modtage legater vil være de til enhver tid værende elever eller tidligere elever på Kalø Økologiske Landbrugsskole.

Ja, så enkelt er det. Skræddersyet til især Anders, der i hele sit liv var lillebror til Julius, men én ting var han bedst til: Køerne, kalvene, kvierne! Det var hans livs eneste stolthed.

Bestyrelsen

Bestyrelsen består af tre personer, og det var Anders, der foreslog dem. Undertegnede skulle være formand, desuden Erik Nymann, der var nabo, og selvfølgelig forstanderen for Landbrugsskolen, der (så diskret som muligt) skal finde de elever, der skal modtage legaterne. Bestyrelseshvervet er ulønnet.

Og det skal være en fest! Når der er afslutningsceremoni for eleverne på Landbrugsskolen, med familie, lærere, venner og verdenspressen, vil højdepunktet blive det øjeblik, hvor to af eleverne kaldes op og hver modtager kr. 100.000 fra Anders og Julius Mindefond.

Der vil blive holdt taler og fortalt historier, og inden de drager hjem, skal de en tur forbi kirkegården i Bregnet, lægge en blomst på Anders og Julius’ grave og sige tak. Første gang bliver 26. juni i år; vi glæder os.