Brdr. Thorsen I/S sælger Massey Ferguson-traktorer fra Djursland til Skagen
Den hæderkronede virksomhed med rod i Nimtofte har taget over i Nordjylland efter landets største forhandler af Agco-traktorer, Hjallerup Maskinforretning, der forleden gik konkurs
NIMTOFTE Ved årsskiftet 2019 blev Brødrene Thorsen I/S, med en lang historie i Nimtofte, der går tilbage til 1960, autoriseret Agco-forhandler med henblik på, at dække det marked, som blev efterladt i et vakuum, da Jysk Maskincenter i Randers gik konkurs: Salg af Massey Ferguson traktorer med tilbehør til landbrug og erhverv.
"Vi er reelt underlagt landets største forhandler af Agco-traktorer, Hjallerup Maskinforretning, men vi styrer selv vores dagligdag," fortalte Steffen Thorsen til Lokalavisen i februar 2019.
Steffen Thorsen er søn af Kristian Thorsen, der sammen med sin bror, Jørgen Thorsen, ejer Brødrene Thorsen I/S.
Virksomheden er også kendt for at drive maskinstationer og har afdelinger Nimtofte, Allingåbro og Tirstrup.
Jørgen Thorsen står for den daglige drift af Tirstrup Maskinstation og Kristian Thorsen for den daglige drift af Nimtofte Maskinstation. Thomas Nielsen er ansvarlig for Allingåbro afdelingen.
Nu er Brødrene Thorsen imidlertid ikke længere underlagt Hjallerup Maskinforretning.
Sidstnævnte gik for kort tid siden konkurs, og det efterlod fluks et større hul i markedet fra Randers og så helt op til Skagen.
Tager over
Det er nu faldet på plads, at Brødrene Thorsen I/S går ind og tager over, hvor Hjallerup Maskinforretning slap.
"Det er med stor glæde og tilfredshed, at vi kan udnævne Brdr. Thorsen som full-line Massey Ferguson-forhandler i det tidligere område," udtaler Christian Devantier, der er ansvarlig for Agcos distributionsstrategi og for forhandlerudvikling, til maskinbladet.dk
"Brdr. Thorsen ved om nogen, hvordan kunden føler sig godt bakket op, så vi er rigtig godt tilfredse med løsningen, og går ind i det samarbejde her med stor velvilje," udtaler Christian Devantier i samme artikel til maskinbladet.dk.
Brdr. Thorsen har overtaget 24 tidligere ansatte hos Hjallerup Maskinforretning og ligeledes købt 17 servicebiler.