Fortsæt til indhold

Aflysning: Dragefuglen flyver først i 2021

Den planlagte opførelse af Dragefuglens Slot i Pinsen på Sostrup Slot er flyttet til næste år

Samfund
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND På grund af det fortsatte forbud mod store forsamlinger udskyder Djurslands Folkehøjskole opførelsen af Dragefuglens Slot til foråret 2021.

Det fortæller Djurslands Folkehøjskole, der pt. har sine elever hjemsendt, på sin hjemmeside.

Oprindeligt var det planen at opføre dette stykke totalteater i Pinsen 2020, 27.-31. maj.

Har du allerede købt billet får du besked fra Billetto om enten at vælge en ny dato eller få billetterne refunderet.

Djurslands Folkehøjskole i Drammelstrup har fortjent høstet masser af roser for opsætningen af egnsspillene 'Myten om Stenene' (2016) og 'Tågen i bakkerne' (2018).

Det første havde Poskær Stenhus som kulisse, det andet Tremosegaard nær den glemte landsby på Mols, Toggerbo.

Trilogien fuldbragt

De to forestillinger var skabt i samarbejde mellem udviklingshæmmede elever på Djurslands Folkehøjskole, lokale kor, amatørskuespillere og professionelle – mere end 100 frivillige deltog i hver forestilling.

Før Coronakrisen tog Djurslands Folkehøjskole med dramatiker og komponist Mai Wied i spidsen tilløb til egnsspil nummer 3, 'Dragefuglens Slot', for at få trilogien fuldbragt.

Lise Dres med

Pierre Miehe-Renard havde rollen som instruktør, Vittoria Lasorella var indforskrevet som koreograf og Hans Holm, dirigent som de professionelle islæt sammen med allestedsnærværende Mai Wied og sangerinden Lise Dres fra Feldballe.

De er fortsat med i 2021, hvor der er lagt op til en ny forestilling i udendørs omgivelser med med dygtige amatørskuespillere og teaterelever fra Djurslands Folkehøjskole.

Med sangere fra syv kor og musik indspillet af dygtige musikere.