Årets Vildeste Idé kommer fra en ung gut på Rønde Privatskole
Jonas Rysgaard Haxen fra 8.A på Rønde Privatskole har udtænkt Årets Vildeste Idé i den ene af Unge Forsker-konkurrencerne
RØNDE Viden, kreativitet og idérigdom, det er ingredienserne i den landsdækkende konkurrence: Min vildeste Idé. Og det er netop, hvad dommerne roste Jonas Rysgaard Haxen fra 8.A på Rønde Privatskole for, da de i fredags 24. april kårede det unge forskertalent som den samlede vinder af hele konkurrencen.
Jonas Rysgaard Haxens projekt handler om fytoremediering – biologisk rensning af forurenet jord, og hans ideer bliver betegnet som geniale. Med præmien følger et diplom og 10.000 kroner til klassekassen.
Tredje år i træk
Det er tredje år i træk, at Rønde Privatskole har elever med helt fremme i finalen af den store landsdækkende forsker- og opfinderkonkurrence: Unge Forskere, Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence.
Det er en konkurrence for børn og unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, der elsker naturvidenskab og teknologi.
I kategorien 'junior-forskere' med 1.484 deltagende projekter i aldersgruppen op til 10. klasse nåede hele fire elevprojekter fra Rønde Privatskole frem til finalen i år.
Derudover havde skolen 2 projekter med i kategorien 'Min vildeste Idé'.
Virtuel fremlæggelse
Unge Forsker-konkurrencen skulle have været afsluttet med et stort arrangement i Lokomotivværkstederne i København bl.a. med præmieoverrækkelse af undervisningsministeren og Hkh. Prins Joachim.
Grundet corona-krisen blev hele finalen og præmieoverrækkelserne afholdt virtuelt, så eleverne har siddet hjemme og fremlagt deres projekter via web-camera og computer.
Det var 32. gang, at Unge Forskere blev afviklet.
Unge Forskere er støttet af organisationer, fonde og ministerier og er 100 procent uafhængig og fri af kommercielle interesser. Blandt sponsorerne er Augustinus Fonden, Carslsbergs Mindelegat, novo nordisk fonden, Lundbeckfonden m.fl.