Fortsæt til indhold

"Det er gået over al forventning"

På tværs af Norddjurs Kommune er meldingen, at genstarten af skolerne er forløbet med opbakning og velforberedte børn

Samfund
Simon Carlson

Norddjurs Det var ikke kun børnene, der mandag morgen havde sommerfugle i maven i spændt forventning over genåbningen af skolerne i Norddjurs Kommune. Det gjaldt i særdeleshed også skolernes personale. Som afdelingsleder Christine Elkjær Storgaard udtrykte det mandag morgen, er genåbningen "ukendt land som skal asfalteres og alt muligt andet, mens vi går", og derfor er det også med en vis lettelse, at hun ser tilbage på første skoledag efter corona-karantænen.

"Det er gået over al forventning. Eller faktisk ved vi ikke, hvad vi skulle forvente, men vi har selvfølgelig haft en masse murren i maverne over, hvordan det mon skulle gå, og alle giver udtryk for, at det er gået langt bedre, end de havde turde håbe på," fortæller Christine Elkjær Storgaard.

Bekymringer forsvinder

I løbet af den første genåbningsdag kunne hun konstatere, at eleverne havde budt den nye og lidt anderledes skolehverdag velkommen, og allerede tirsdag morgen var tilbagemeldingerne fra forældrene, at mange af mandagens bekymringer lige så stille var forduftet.

"Eleverne har mest været spændte på at komme i skole og se deres kammerater igen, mens forældrene nok ikke helt har vidst, hvad de skulle forvente. De har haft behov for at få nogle glade og trygge børn hjem, og det har de udtrykt over for personalet, at de har fået," siger Christine Elkjær Storgaard.

Gode nye rutiner

Også i midten af kommunen er der positive meldinger om genåbningen. Her har distriktsleder i Børneby Midt Helle Bruun Poulsen set nogle spændte og velforberedte elever møde op til en ny hverdag.

"Vi har taget imod en masse glade børn, som faktisk rigtig godt forberedt. Jeg kan se, at mange har lært en masse gode rutiner i forhold til at holde afstand og vaske hænder. Det er meget positivt," konstaterer Helle Bruun Poulsen.

Udfordring i adskillelse

I Børneby Midt har de, apropos forberedelse, sat stor pris på, at Norddjurs Kommune satte åbningsdagen til 20. april i modsætning til mange andre kommuner, som startede i sidste uge.

"Vi har heldigvis meget plads at gøre med, og lige nu er vejret også med os, men det har givet os god tid til at forberede os og drøfte, hvordan vi eksempelvis klarer den forskudte mødetid og har klare aftaler om opgavefordelingerne," lyder det fra Helle Bruun Poulsen, som dog også allerede har set nogle problematikker, der skal holdes skarpt øje med i den kommende tid.

"Det er svært at lave små legegrupper, for det går jo imod alt, hvad vi ellers pædagogisk arbejder med. Der er nogle børn, som er vant til at lege med børn fra andre klasser, og det giver en udfordring, fordi vi skal holde klasserne adskilt nu. Der er nogle ting, vi skal have ekstra opmærksomhed på i forhold til at tackle det savn og en eventuel ensomhed, der kan opstå," forklarer Helle Bruun Poulsen.

Stor opbakning

Adskillelse har også været et tema i Børneby Nord, hvor sidste uge blev brugt på organiseringen af de tre matrikler i henholdsvis Allingåbro, Vivild og Ørsted, fortæller distriktsleder Jonna Nielsen. Skolegården og legepladsen er nu delt ind i forskellige zoner med tilhørende bannere, der fortæller, hvor børnene må opholde sig.

"Jeg oplever, at børnene er rigtig dygtige til at respektere, at sådan er det lige nu. Det er det samme i forhold til at lave udeskole. Nu har vi heldigvis vejret med os, men børnene har liggeunderlag og tæpper med ude, hvor de sidder og læser og skriver, så de er virkelig velforberedte," lyder rosen fra Jonna Nielsen.

Med afstandsrestriktionerne er der også fulgt problematikker med i forhold til skolernes kapacitet, og når vejret slår om, er der behov for ordentlige lokaler til undervisningen. Her har lokalområdet lynhurtigt budt sig til for hjælpe med kapacitetsproblemer.

"Jeg har slet ikke behøvet at åbne munden for at få hjælp. 4.-5. klasserne tager hver dag over på efterskolen i Vivild, som er lukket lige nu, og vi har fået stillet spejderhuset i Ørsted til rådighed, mens beboerforeningen også har stillet telte til rådighed, som vi kan bruge i undervisningen. Jeg har oplevet et lokalområde, der i den grad bakker op," siger Jonna Nielsen.