Debat: Det er en ommer, Kasper

Kasper Bjerregaard (V) er under vanlig standard i sit seneste indlæg, hvor det alt for stramme budget 2019 forsvares med hyppig brug af plus-ordet “ansvarlig”.

SF og Enhedslisten fremlagde dengang alternative budgetforslag, hvor der blev lavet en mærkbar men mere blød opbremsning for at få økonomien tilbage på sporet. Emnet er kommet på banen igen i forbindelse med den politiske behandling af regnskabet for 2019, det viser et skattefinansieret overskud på 50+ millioner og en likviditet et godt stykke over de 150 millioner kroner, der er målsætningen. Selv om Venstres primære (eneste?) politiske fokus i Norddjurs er økonomisk balance, viser regnskabet med al tydelighed, at balancen udeblev. Det er ikke balance, at man lægger langt flere penge i kassen end beregnet og forventet. Det er ikke en succeshistorie, men et tegn på at man skar hårdere end nødvendigt.

Kasper Bjerregaard skriver: “Budgetaftalen er efterfølgende blevet bakket loyalt og dygtigt op af Norddjurs Kommunes medarbejdere”. Og hvad kan man forvente, Kasper? - Aftalen blev som bekendt stemt igennem trods protester, advarsler og alternativer. Skulle vores medarbejdere kritisere aftalen efter vedtagelse, når deres høringssvar var afgivet og ignoreret? Nej vel..

Befolkningsprognoserne ser dystre ud og vi oplever markante fald både i børnetal og antallet af borgere i Norddjurs - til dels fordi tilflytningen svigter.

Det er en forudsigeligt følgevirkning af den nedsabling, der blev foretaget i 2019-budgettet. Selvfølgelig vil lavere normeringer i vuggestuer og børnehaver, færre lærere i skolerne og lavere service for vores ældre føre til at nogle fravælger Norddjurs. Det er ikke en overraskelse. At selvsamme budgets heldige uheld i form af en højere kassebeholdning skulle være gaven, der vender denne udvikling, tror jeg ikke på. Børnefamilier der skal vælge ny livsbase, kigger ikke på kommunekassen, men søger stærke og vel-normerede kommunale institutioner og skoler. Vi er også en del børnefamilier, der er blevet i Norddjurs, og som hellere ser at vores skattekroner bliver brugt på at levere service end på at polstre kommunekassen.

Det sidste argument for, hvorfor S, V og DF dengang valgte rigtigt ved at trække håndbremsen i glat føre er, at vi står i en krisetid. Det er klart, at de “ekstra” penge er rare nu, hvor vi bruger dem på at sikre lokale arbejdspladser, men det kunne vi også have gjort med en lavere likviditet. Naturligvis skal vi være klar til uventede kriser, men hvis den uventede krise ikke kunne være klaret med de budgetterede 150 millioner i kassebeholdning og kun kan klares, fordi man skød skævt på økonomien, er det vel heller ikke noget, man kan være stolt af? Og så er det i øvrigt for billigt at forsvare fortidens handlinger og fejlskud med nutidens viden og krise.

Kasper Bjerregaard slutter af med at konkludere, at Norddjurs Kommune “på alle måder” er bedre rustet til krisen end med SF og Enhedslistens budgetforslag. Med al mulig respekt for Kasper Bjerregaards forståelse af verden, så er det simpelthen for vagt at sætte lighedstegn mellem penge i kommunekassen og evnen til at komme gennem en krise. Vores klart vigtigste ressource er vores medarbejdere og borgere - og dem havde der været flere af med SF og Enhedslistens forslag.