Hvis alting nu var som altid…

KLUMME For fire uger siden skrev norske Sindre Skeie en sang, der lynhurtigt har bredt sig ud over Skandinavien og Europa. Første strofe lyder: Hvis alting nu var som altid, / så havde jeg åbnet mit hjem / og budt dig – som altid – på kaffe / og gi’t dig som altid et klem.

Hvis alting nu var som altid, / så kunne vi mødes et sted, / og vi kunne sagtens vær’ mange, / og alt det vi kender, ku ske.//

Mens vi savner den fælles kaffe og det at kunne give et klem, og mens vi langsomt forsøger at vænne os til tanken om, at intet bliver det samme igen, søger vi efter svar.

Der har været mange tolkninger af verdenssituationen i de seneste uger. Mange har spurgt: Er det en straf fra Gud, fordi vi ikke har passet på kloden?

Vi har kunnet dokumentere, at luften er blevet renere, vand er blevet renere, kriminaliteten er faldet, forældres skæld ud på børn er faldet, der har været tid til at tænke og være, lege og nyde forårsvejret. Så er det ikke Guds vink med en vognstang til menneskeheden?

Bare det var så enkelt!

Der har desværre også været trængsel på krisecentrene, der har været mere mafiakriminalitet ude i verden, der har været mennesker, der ikke kunne få den hjælp, de har behov for – er det så også Guds vilje?

Jesus blev engang spurgt om, hvorfor et menneske var født blind; om det er som straf for noget han selv eller hans forældre har gjort? Svaret lød prompte: Nej!

Det fortælles også i Bibelen, Jesus blev spurgt, om de mennesker den romerske statholder Pilatus havde slået ihjel var dårligere mennesker end andre. Hans svar var: NEJ! – og så endnu et spørgsmål: Tror I også, at de 18 mennesker, der blev slået ihjel, da tårnet i Siloam styrtede sammen, var værre end andre mennesker i Jerusalem? Nej, overhovedet ikke!

Kort sagt fortæller også Bibelen, at der er vilkår i livet, vi ikke er herre over. Ulykker og pandemier findes og rammer – og det har intet med fortjeneste at gøre.

Sidste år var jeg så heldig at deltage i et to uger langt seminar i Wittenberg med kolleger fra hele verden. Vi trak Martin Luthers 500 år gamle tekster ind i nutiden og vores kontekst. Der var en tekst om sygdom og epidemi – om hvordan Luther mente, man skulle forholde sig og gebærde sig. Ingen af os anede, hvor aktuel den tekst snart skulle blive!

Det var i året 1527 Luther skrev, hvordan han ville råde folk til at agere under pesten. Vort eget liv skal vi lægge i Guds hånd, siger Luther, for det drejer sig om at være der for vores næste – især de svageste. Handlingskataloget fra den store reformator er klart: bøn til Gud om beskyttelse – og så ellers i gang med at rense (spritte af ville vi sige i dag), lufte ud, sørge for medicin, holde afstand og blive hjemme; så vi ikke risikerer smitte eller risikerer at smitte. Luther opfordrer enhver til at huske at have både hjerne og hjerte med i det, vi gør. Det gælder stadig, og vi lærer det bedre dag for dag, mens vi glæder os til igen at kunne være sammen – og håber på igen engang at kunne give et klem.

Den norske digter Skeie slutter sin sang: Måske ser jeg verden lidt bedre,/ når samfundet går lidt i hi / - alt livet som myldrer omkring os,/ og alt som gør jorden så rig. / Når ingenting er som altid,/ så burde vi skrive en sang,/ om hvordan vi vil, det skal være,/ når dette er ovre engang.//