Debat: Hvorfor denne åbenlyse forskelsbehandling af kommunens borgere, kære politikere?
"Kære byrådsmedlemmer i Syddjurs Kommune:
Ang. den verserende sag omkring skoletidsnedsættelse og manglende buskørsel Vi har skrevet en del frem og tilbage til skole og kommune, fordi vi som forældre til de børn, der bliver ramt, er dybt frustrerede over denne beslutning.
Vi er glade for en reduktion i timeantallet, og vi bakker den op, hvis ellers alle børn kunne få den. Det viser sig ikke at kunne lade sig gøre, hvilket skaber denne ærgerlige sag for alle. Skolen henviser til kommunen, fordi skolen ikke har indflydelse på busruterne.
Kommunen har varslet skolen om, at der ikke bliver ændret på busruterne, så her melder man også pas. Vi tænker, hvorfor kan kommune, skole og forældre dog ikke planlægge sammen, så dette gode tiltag bliver en Win-Win for alle. Marienhoffskolen kunne involvere forældrene, som sammen kunne kontakte kommunen og herfra finde de bedste løsninger.
Involvering og deling af synspunkter er netop en del af Marienhoffskolens værdisæt og principper. Dertil skriver skolelederen, at skolen informerer rettidigt ved større ændringer – det er der delte meninger om i denne sag.
Nu står vi i et kaos af forurettede forældre, hvis børn ikke har fået lige vilkår som andre børn, en skole som har håndteret hele sagen fuldstændigt tåbeligt ift. egne værdier og manglende involvering ved større ændringer, og en kommune som er styret af budgetter. Det efterlader så vores børn i et sted, som de ikke har bedt om – de har bedt om, at få lige vilkår som alle andre børn – ikke som gidsler i et politisk spil.
Marienhoffskolen har d. 28/8-2019 afholdt skolebestyrelsesmøde, hvor de havde afsat 20 minutter til at træffe vedhæftede beslutning. Denne beslutning er direkte og kynisk, og den indeholder ikke de bløde værdier, ligesom den heller ikke vender spejlet indad i den uprofessionelle håndtering over for forældrene omkring deling af synspunkter og involvering ved større ændringer.
Dette kombineret med en dårlig timing lige op til sommerferien – selvom skolen langt tidligere kendte til problematikken om den manglende bus ift. kommunens svar.
Som Per Viggo Larsen skrev i Lokalavisen d. 3/7-2019 ”måske ligger der noget i Marienhoffskolens håndtering” – ja det må vi som forældre støtte op om, at der gør. Ét er hele skolens håndtering af denne sag, men noget andet er de svar, som vi også modtager. SFO er et dejligt ”frikvarter/pusterum”, hvor eleverne kan lege, fordybe sig med en bog, lytte til musik eller noget helt andet” – det lyder jo fint, men det giver faktisk den helt modsatte effekt, fordi det ikke er hele sandheden.
For det første er det IKKE børnenes ønske – de vil bare have samme muligheder som øvrige børn. Dernæst står børnene kl. 1335 i en kødrand i SFO én, hvor de skal registrere sig, hvilket kan tage 10 – 15 minutter ifølge forældre, som har været der. 10 – 15 minutter før skolebussen kører kl. 14.25 skal busbørnene starte med at tjekke ud igen, fordi de skal nå deres bus. Hvis skolen som er fagpersoner virkelig mener, at det giver mulighed for: et dejligt ”frikvarter/pusterum”, plads til lege, fordybelse i bøger, lytte til musik eller noget helt andet – så tror vi, at der skulle andre fagpersoners øjne på. Og det står slet ikke mål med det, som de øvrige børn kan få. For de ramte børn er dette mere stress og jag ift. at skulle alt ovenstående – men det lyder da flot. De kan jo slet ikke nå at fordybe sig!
Når et ”Busbarn” holder fødselsdag f.eks. en tirsdag eller torsdag, så skal ALLE børn med ned i SFO én, hvilket betyder endnu mere kaos – og endnu mindre tid til ”fordybelse” – her er skolens svar ”SFO finder en rigtig god løsning, når det bliver aktuelt”. Vi må håbe, at skolen har opjusteret bemandingen i SFO én, fordi det ellers forringer kvaliteten for de nuværende børn.
Skoleledelsen henviser til, at vi som forældre bare kunne have fulgt med i skolebestyrelsens referater.
Det har vi så gjort, og vi finder intet, som indikerer busproblemer, SFO-tilbud og andet.
Det eneste vi kan se er, at skolebestyrelsen stemmer for skoletimenedsættelse over 2 dage. Hvilket baggrund har en skolebestyrelse egentlig til at træffe sådan en faglig beslutning. Dertil er der maks. 1 af medlemmerne i skolebestyrelsen, som selv er ramt af busændringen.
Omkring referaterne står der i vedtægterne: § 11 Der udarbejdes beslutningsreferat fra skolebestyrelsens møder. Referaterne udformes på en sådan måde, at også personer udenfor skolebestyrelsen kan følge skolebestyrelsens arbejde. I beslutningsreferatet anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede. Dette har ift. referaterne absolut ikke været til stede.
Forældrene har ikke haft en chance for at kunne ”følge”, at det ville have så store konsekvenser mht. bus og SFO, da skolebestyrelsen har undladt dette i referaterne. Overleveringen af denne nyhed sker så lige op til sommerferien! Vi håber, at I politikere kan se det skæve i dette, også selvom I ikke er fagpersoner på området. Dertil vil vi gerne bede Jer om at overveje, om I ville blive på arbejdspladsen i 55 minutter, selvom alle andre har fri. Samtidig kan I på dette tidspunkt af dagen vurdere om 55 minutter, er lang tid også? Det samme oplever vores børn.
Angående kommunens afslag på ændrede bustider samt budget: I afslaget står der, at ventetiden er indenfor den acceptable ventetid på 60 minutter.
Marienhoffskolen siger, at de ikke har noget at gøre med bustiderne, hvorfor det så kan undre, at de tager højde for dem, i stedet for at udfordre dem og på dem måde kæmpe for ALLE børn i stedet for kun nogle. Hvorfor ikke kæmpe for en skoletidsnedsættelse på 2 timer på én dag. Skolen begrunder de 2 dage med, at det er fagligt det bedste for børnene! – det kommer vist an på de briller, man vælger.
Ikke penge på budgettet
Vi forstår godt, at der skal være fokus på økonomien, hvorfor der skal tænkes effektivt. Men når børn bliver ofre for politik, så bliver vi skuffede og kede af det, fordi der på nogle områder faktisk er penge i systemet – de bliver bare brugt skævt i en stram kassetænkning. Vi har tidligere påpeget, at det måske kunne være en løsning, hvis kommunen tænkte smartere på alle områder indenfor transport, så det ikke kun er busbørnene, der rammes.
Pindstrupskolen er vi glade for, fordi det skaber liv i vores by. Når vi hver morgen og eftermiddag ser 25 – 30 taxaer levere/hente 1-2 elever pr. taxa, ja så bliver vi igen skuffede, fordi det ikke giver mening, når vi har busbørnene in-mente. De må vente eller selv finde transportløsninger! Hvorfor kan disse taxaer ikke køre en rute, hvor der minimum er 2 elever i hver – afstandene er da ikke så store, så det vil give kæmpe tidsforskydninger? Måske kunne nogle af eleverne blive transporteret i minibusser med respekt for deres individuelle behov selvfølgelig.
Her kunne dette budget halveres og måske give plads til 2 busafgange om ugen – kun som afhentning for ”Busbørnene”. Det ville give mening, fordi kommunen så hele vejen tænkte effektivitet indenfor økonomi men også ligebehandling af borgere/børn.
Selektive kørselsbevillinger undrer også
Vi har eksempler på elever her i Pindstrup, som har fået kørselsbevillinger i stand med kommunen, fordi bussen ikke går forbi deres bopæl, og fordi bopælen har en given afstand til busopsamlingsstedet. Disse 2 elever bliver hentet på bopælen hver morgen, og de bliver ligeledes afhentet hver dag i skolen, når de har fri. De får altså fuld valuta for skoletimenedsættelsen, fordi de bliver hentet præcis, når de har fri. Hvis de ikke har fri samme tid, så bliver de alligevel hentet og kørt direkte hjem i hver deres taxa/minibus. Ja - kan både være i en taxa og i en minibus!
Afstanden fra bopæl til opsamlingssted er 1000 meter! – Kære kommune I har ikke råd! Hvordan kan I forsvare ovenstående eksempler, og så melde pas overfor busbørnene i Pindstrup? Busbørnene i Pindstrup kræver ikke luksus med 1-2 elever pr. taxa – de skal bare køres hjem i en bus/minibus, når de har fri.
På den måde får alle valuta for skoletidsnedsættelsen – MEN det skriger til himlen i forskelsbehandling for kommunens borgere, og det forventer vi, at I vil tage fat på, og håber indtrængende på en god løsning.
Ændret opsamlingssted i Pindstrup
Ikke nok med ovenstående så har Pindstrups busbørn også skullet flytte sig til Toftevej i stedet for Pindstrupskolen. Dette skyldes farlige situationer og stor trafik fra de mange taxaer. Igen rammes busbørnene.
Vi har henvendt os til kommunen angående det fine busskur, som så står tilbage på Skolevej, om det kommer om på Toftevej. Her vurderer kommunen i denne tid angående dette. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så overvejer kommunen nu, at busbørnene alternativt skal samles op nede på Storegade! Undskyld mig – talte I ikke lige sikkerhed? – denne indvending er allerede sendt til kommunen med begrundelse af, hvorfor det er en meget dårlig ide på Storegade, hvor der er tung trafik.
Pindstrupskolen udvider, hvilket er godt for byen, men det betyder endnu større trafik på Skolevej, hvilket ikke er optimalt for beboerne og trafikken. Bag Pindstrupskolen ligger der totalt usælgelige byggegrunde, som kommunen pt. råder over til supplerende parkeringspladser – der er passage direkte ind i Pindstrupskolens bagside.
Hvorfor henviser I ikke taxaerne til denne store plads, hvor der IKKE er trafik men god mulighed for at læsse børnene af stille og roligt. Det skulle anlægges pænt således, at det ikke var til gene for de nærmeste beboere med afskærmning til indkørselsområdet på grundene.
Tørvevej er i øvrigt anlagt som en ”rundkørsel”. Samtidig kunne ”busbørnene”, som skal til Marienhoffskolen beholde deres opsamlingssted på Skolevej, busskuret mm. forbliver til gavn for børnene, trafikken på villavejen minimeres og der er igen plads til bussen. ’ Vi vil bede kommunen om at vurdere, hvad det vil koste for at transportere x-antal børn 2 dage om ugen i en bus/minibus. Sluttelig - Kære kommune vi håber med dette skriv, at I kan se kontrasterne i hele denne sag. Ligeledes håber vi også, at I vil se på sagen i et større perspektiv.
Konsekvensen af at skære på ting som ovenstående sager kan betyde kæmpe store udfordringer for en lille by som Pindstrup – hvad tror I, der vil ske med kommende hussalg og byggegrunde i byen, når logistikken halter? Hvad med vores DagliBrugs og vores foreningsliv, hvis byen bare bliver skudt til hjørne?
På vegne af en del borgere i Pindstrup."
Lokalavisen har bedt om en kommentar fra formanden for Udvalget for Familie og Institutioner, Kirstine Bille (SF), på ovenstående:
"På vores udvalgsmøde tirsdag drøfter vi henvendelsen fra borgerne i Pindstrup og beslutter om, der skal ageres på sagen."