Initiativpris til Andersen Furniture i Søften
Rotarys Initiativpris går til lokalt initiativ og dynamisk erhvervsindsats
Andersen Furniture i Søften er netop kåret som vinder af Rotary Hinnerups årlige initiativpris. Prisen, et maleri af den lokale kunstner Susan Ogstrup, blev overrakt brødrene Jørgen og Henrik Andersen af Favrskovs Borgmester Nils Borring ved et arrangement på virksomheden sidste mandag aften.
Stærk vækst
I begrundelsen hedder det blandt andet:
”Andersen Furniture får Rotary Initiativprisen for at skabe lokal vækst (30 % fra 2014-2015) i et stærkt konkurrencepræget marked, og for resultaterne af indsatsen de seneste år, med at tranformere virksomheden, fra at være produktionsorienteret til designledet. Vel at mærke uden at gå på kompromis, med virksomhedens 99-årige historie og stolte traditioner, for produktion af møbler af høj kvalitet. En omstilling, der har givet genlyd og gennemslagskraft, i form af fornemme internationale designpriser, vækst i omsætningen og altså nu stor lokal anerkendelse.”
Prisen tildeles en lokal virksomhed eller forening, der ved initiativ eller dynamisk erhvervsindsats, medvirker til at øge og fastholde beskæftigelsen, og/eller kendskabet, til lokalområdet.