Fortsæt til indhold

93 millioner til de lokale aktionsgrupper i 2021

For LAG Djursland betyder det, at den lokale aktionsgruppe allerede nu ved, hvad der er at gøre godt med til lokale projekter til næste år

Samfund
Lars Norman Thomsen

Det vakte glæde hos LAG Djurslands koordinator Helle Breindahl, at den nye socialdemokratiske regering i efteråret 2019 opfyldte sit valgløfte om at rulle den forhenværende regerings besparelser på LAG, de lokale aktionsgrupper, tilbage.

Det gav LAG Djursland yderligere 948.000 kroner i 2020, som skulle lægges til de i forvejen cirka 1,6 mio. kroner, der var i budgettet.

Nu fortsætter S-regeringen i samme stil. Den vil vil hælde yderligere 93 millioner kroner i den nuværende danske LAG-indsats. Der er i alt 26 lokale aktionsgrupper på tværs af landet, som tilsammen dækker over 56 kommuner og 27 småøer.

For de lokale aktionsgrupper i Region Midtjylland betyder det helt konkret, at de efter årsskiftet får 17,8 millioner kroner til nye projekter på egnen.

LAG Djursland er en af 7 lokale aktionsgrupper i Region Midtjylland, der skal administrere midlerne.

I det seneste nyhedsbrev fra LAG Djursland skriver koordinator Helle Breindahl:

"Når det kommer til LAG, så er der meget der tyder på, at vi kan få lov at dele tilskud ud (efter nuværende regler) i 2021. Vi ved dog ikke noget om, hvad et evt. budget vil blive, men vi forventer en afklaring i løbet af sommeren 2020. Er du en af dem, der ikke når i mål med en ansøgning til 6. maj, er der altså et forsigtigt håb forude."

Med erhvervsministerens melding, kan LAG koordinatoren godt kaste lidt af forsigtigheden overbord.

2021 et mellemår

Den nuværende LAG-indsats er en del af det danske Landdistriktsprogram, der officielt udløber i 2020.

Der er aktuelt forhandlinger i EU om rammerne for den nye programperiode 2021-2027. Disse når dog ikke at blive færdige, så man kan starte op allerede i 2021.

Derfor har EU-Kommissionen besluttet, at 2021 kan være et overgangsår, hvor reglerne for den nuværende periode stadig gælder.

Deadline 6. maj

LAG'erne modtager midler fra Erhvervsstyrelsen og fra EU, som går til dels at støtte lokale projekter og dels til at drive foreningen.

Der er to puljer i denne ordning: LAG midlerne, som er forbeholdt landdistriktsprojekter og FLAG, som er det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram for lokale aktionsgrupper i fiskeriområder.

På Djursland er FLAG kun et tema i Norddjurs Kommune.

Næste deadline for at sende en håbefuld ansøgning til LAG Djursland er lige op over, nemlig 6. maj.

Et tilskud fra LAG eller FLAG kan maximalt gives til 50 procent af de støtteberettigede udgifter.

LAG Djursland har grundet Corona-situationen ikke kunnet afholde sin årlige generalforsamling. Den er indtil videre udsat på ubestemt tid.