Eksperterne...

debat De er på spanden, eksperterne.

De kan ikke finde ud af det

Det ser ud til at være farligt

Der er vist oven i købet nogen, der er døde,

kinesere altså, nåe ja

Først var det altså bare ovre i Kina

Der er folk jo så mærkelige

De spiser hunde og sådan noget

De er altså mærkelige, men det må de jo selv om,

men så begyndte det også andre steder.

Andre, almindelige mennesker blev syge,

nogle døde oven i købet.

Vi begyndte sørme at blive bange.

og eksperterne vågnede op.

De startede med det, de altid gør.

De fandt på et navn.

Når noget får et navn, ser det ud som om, det eksisterer

Det kom til at hedde Korona.

Jeg havde en gang en skrivemaskine, der hed Korona,

men den har vist ikke noget med det at gøre.

Det navn forklarer jo ikke noget.men

så sagde de, det var en virus, altså noget, der smitter,

men hvordan det gik til, var vanskeligt ar forstå.

Nogen mente, det var noget med spyt og hoste,

Så det blev pludseligt farligt at være sammen med andre,

især dem der hostede

Man skulle holde sig på afstand

Alle mennesker, næsten, begyndte at gøre det, altså holde afstand

Undtagen nogle, der ikke gad eller var for dumme.

Rundt omkring i verden begyndte folk at dø.

Det var sgu rigtigt,at det var farligt

Derfor greb regeringerne ind.

De lavede nogle regler.

Det var for at beskytte os mod hinanden.

Vi skulle ikke længere være tæt sammen

og det var farligt at røre ved hinanden.

Man måtte ikke være mange sammen.

Alt det, der samlede folk, altså fester,

underholdning og fodbold og sådan noget

Nogle steder begyndte mange folk at dø,

almindelige mennesker altså.

De fik åndenød og kunne ikke trække vejret.

Eksperterne opfandt videnskabelige prøver og tests.

så man kunne se, hvem, der var smittet.

Der var mange, der ikke døde, men det var svært at finde ud af hvorfor.

Eksperterne var på spanden. Regeringerne var på spanden . Alle var på spanden.

Folk kunne ikke gå på arbejde. Produktionen gik langsomt i stå.

Eksperterne kunne ikke finde på en kur, der stoppede sygdommen

Man begyndte at lave beregninger over,

hvor meget det kostede at bekæmpe sygdommen

og om det kunne betale sig at ofre så meget på at beskytte folk.

Der var jo alligevel mange, der ikke døde, men kun blev lidt halvsløje.

Det var faktisk ikke alle, der døde. Det var mest de andre.

Regeringer blev presset til at slække lidt på beskyttelsesforanstaltningerne

Lukkede institutioner og arbejdspladser blev åbnet igen.

Samtidig skærpedes forventningerne til eksperterne,

mens man håbede at de, der havde haft symptonerne

og dermed var blevet immune

og kunne udbrede denne immunitet til de truede,

men så viste det sig, at det vist ikke passede alligevel.

Måske skulle man acceptere en vis dødsrate for industriens skyld.

Det var jo alligevel mest de ældre og på forhånd svækkede,

der blev ramt. De kunne jo alligevel ikke bruges til noget.

De livsduelige og arbejdsdygtige så ud til at klare sig.

I hvert fald de fleste.

Livet er jo, når det kommer til stykket kun for de levedygtige.

Og så for dem, der kunne gemme sig i deres sommerhus ude på landet.

Men det er selvfølgelig synd for industrien,

når det nu ellers lige gik så godt.

Industrien er jo det vigtigste.

Det er jo den, vi lever af,

så den må vi passe på

Og selvfølgelig er der nogen, der dør.

Det er der jo alligevel.

Sådan er livet jo, man dør af det.

Det er vi nok nødt til at se i øjnene.