Øster Alling mindes genforeningen
Jubilæums-sammenkomst mandag 15. juni
ØSTER ALLING Der bydes naturligvis på sønderjysk kage - og en god kop kaffe - når man i Øster Alling mandag 15, juni fejrer 100 året for Sønderjyllands genforening med det øvrige Danmark.
Det sker klokken 18.30 ved genforeningsstenen, der ligger ved Hovedgaden tæt på byens bold- og petanquebaner.
Stenen blev indviet den 9. juli i 1920, som var dagen Kong Christian X underskrev den ledsagende lov i forbindelse med genforeningen.
4000 kilo granit
Initiativtageren i 1920 var Knud Knudsen, der var lærer på kommuneskolen i Øster Alling på dette tidspunkt. Tilknytningen til det sønderjyske i familien var hans hustru Karen Margrethe Lytsen.
Der blev indsamlet 250 kroner til projektet og den 4000 kilo tunge granit natursten blev hentet i Ring.
På stenens forside blev præget følgende: "1920. Sønderjylland-Danmark. Vi er danske og vil vedblive at være danske".
Mindes historien
For nylig blev genforeningsstenen renset og teksten malet op.
"I løbet af arrangementet mandag 15. juni vil borgerforeningen og deltagerne fejre genforeningens 100 års jubilæum, mindes historien bag stenen og anerkende beboere, der kommer fra eller har familierødder i Sønderjylland", fortæller Joel Southern, bestyrelsesformand for Øster Alling Forsamlingshus & Borgerforening.
Fortællingen om genforeningen og genforeningsstenen i Øster Alling og Vester Alling vil på dagen også blive delt via byens og borgerforeningens Facebook-sider.